MORGENSTUND PÅ BRYLLUPSDAGEN – VEJEN TIL KIRKEN – BRUDEBUKET – VIELSESRING – BRUDEKJOLE – BRUDESKO – MYRTER – GAMMELT, NYT, LÅNT OG BLÅT – RØDT – SALT OG BRØD – HESTESKO – ESPALIER – RIS – FOTO

Velkommen til bryllupsdagen
Dagen der aldrig bliver glemt.
Mange vælger den gamle tradition med at sove hver for sig op til bryllupsdagen. Ikke på grund af gamle moralske fordomme, men fordi det er praktisk og i virkeligheden ganske fornuftigt at foretage den sidste forberedelse hver for sig med sine hjælpere.

Ikke mindst hvis brudens far skal føre sin datter op af kirkegulvet, er det yderst praktisk at hendes forældre kan holde øje med tiden og sammen med brudepigen sørge for de sidste uforudsete praktiske eller følelsesmæssige sager der lige skal klares, eller hæve stemmen hvis forsinkelse truer.
Imens kan gommen og forloveren få hentet brudebuketten og ordne de sidste detaljer. Så er det at huske vielsesringen og møde op i rette tid som de første i kirken.

Det bringer uheld at brud og brudgom forlader det samme hus på vej til deres bryllup.

Brudebuketten
Klassisk elegant, lille eller stor.
Det er svært at forestille sig et bryllup i dag uden en brudebuket. Den kan være større eller mindre, og de mindste buketter er som regel på rådhuset ved de borgerlige vielser, og hedder i sagens natur en rådhusbuket.

Der er gommens projekt i vore dage, at sørge for brudebuketten. Det er sjældent uden hjælp, for har han nu forstået hvilke favoritblomster bruden har; og hvad passer til den brudekjole han ikke har set? Det ved hendes mor!
Ellers er blomsterhandleren specialist. Ikke alene hvis der skal tænkes på tidligere tiders hemmelige budskaber der kunne blive afsendt alene på grund af den bestemte blomst, sammensætningen eller antallet; men måske af mere betydning: Hvad er trenden lige nu?

I Danmark benyttede brudene en brystbuket der var fæstet til kjolelivet (den mørke eller sorte festkjole eller egnsdragt), mens der tidligere havde været anvendt at bære et broderet lokketørklæde i hånden som pynt.

I 1830’erne blev det så almindeligt med bæltebuketter men først onkring 1880 fik brudene den håndholdte brudebuket som vi kender i dag. I begyndelsen var det små buketter, men de voksede snart.

Omkring år 1900 var de vokset maksimalt. Brudebuketten skulle først og fremmest være dyr. Langstilkede roser blev meget anvendt og antallet svarede ofte til brudens alder, hvilket kunne give noget af et udstyr til de der blev gift lidt sent.

Hvis blomster i brudebuketten visner i kirken, betyder det ulykke i ægteskabent.

Vielsesring
Symbolet på evig troskab med magisk beskyttelse.
I 1300 tallet begyndte nordboerne at anvende ringe som gave og symbol i forbindelse med trolovelse. De første tre hundrede år som en gave til bruden, men fra omkring 1600 tallet var der ofte tale om en ring til hver.
I dag er det blevet mere reglen end undtagelsen at ægtefæller begge bærer vielsesring – og nogle desuden også deres forlovelsesring.
Vi betragter ringen som kærlighedens symbol på uendelig troskab og kærlighed der aldrig hører op. Men endnu kraftigere må den have virket tidligere, hvor den besad magiske kræfter.
Da kirkerne gennem tiden har forsøgt at få det fulde herredømme over hvorledes vielse og ægteskab i det hele taget skal foregå, kan det ikke forbavse at de forsøgte at komme af med det hedenske symbol, den magiske cirkel. Ringen mentes at besidde særlige kræfter til beskytter mod de onde magter, eftersom den er uden begyndelse og afslutning.
Dette forsøg må imidlertid siges at være slået helt og aldeles fejl, hvilket tydeligt fremgår ved hver vielse hvor der bliver udvekslet ringe under vielsesritualet – for ringbytning hører egentlig slet ikke med her. Det bliver indsat hvor det nu føles passende for præst og brudepar. Ringene er simpelt hen ikke til at komme udenom!

Har parret været ringforlovet kan disse ringe genbruges til vielsesringe eller der kan være tale om nye ringe. I dag vil de fleste være fælles om valget af ringe og de klassiske glatte ringe har fået stor konkurrence af guld og sølvsmedes kunstneriske frembringelse med stene og indgravering på ind- og yderside.

Desuden kan valget af ringens materiale, samt ikke mindst en eventuel sten, også benyttes med al den symbolværdi der findes deromkring. For eksempel betyder Diamanten efter sit græske navn Adamas, uovervindelig. Derudover ved alle at diamanter er “girls best friend”
Der har været tider hvor bruden først så ringen idet hun fik den på fingeren. Nu mener vi at være kommet videre, og ældre tiders overtro har skiftet karakter og er nu blevet til traditioner. Vi føler hyggen i alle brylluppets elementer uden at føle os tvunget til samme gamle valg, selv om vi ofte ender samme sted.

Valg af hånd, bliver ofte sagt som valget mellem en gammel betragtning om en åre gående fra hjertet direkte til venstre ringfinger og så højre hånd som bruges til afgivelse af troskabsløfte.
Det overvejende flertal bruger venstre hånd til forlovelsesring og højre hånd til vielsesring.
Valg af finger vælges i nogle sammenhænge efter formlen: tommel-, pege,- lang- og ringfinger som svarende til faderen, sønnen og helligånden, amen!

Før vielsen har gommen ringene i højre jakkelomme, hvis de da ikke er overladt i forloverens varetægt.

Den der først placerer ringen på ægtefællens finger får magten i ægteskabet.
Når man tager sin ring af skal man passe på ikke at tabe den på gulvet – det betyder uheld.
Vielsesringen skal bæres hver dag.
Vielsesringen skal bæres til døden.

Brudekjole
Til brug for en enkelt gang.
Den mest bryllupsagtige enkeltgenstand der findes er uden sidestykke brudekjolen.
Den har udviklet sig fra den pæneste kjole pigen nu engang havde, og den var ofte mørk eller sort, til vore dages udstyrsstykker af silke, taft eller chiffon, og creeret af designere til brug en enkelt gang.

Mens nutidens trendsættere er tidens skuespillere, både i filmroller og i deres private livs bryllup, var det tidligere kongehusene der serverede nye trende som blev kopieret og bredte sig som ringe i vandet. Først og fremmest blandt adel og kongehuse, og derefter langsomt ned gennem de økonomiske klasser eftersom informationer og illustrationer nåede frem.
Det var netop fra Anne af Englands bryllup i år 1499 at den hvide brudekjole blev anvendt i Annes ønske om at vise sin lykke og glæde ved sit giftemål.
Der er således ikke tale om den ofte hørte betydning om renhed og uskyldighed.

Imidlertid ændrer traditioner sig ikke på den korte bane, og der var også en periode efterfølgende med mode i røde bryllupskjoler. Det er stadig den kinesiske bryllupsfarve, om end også brudene her bliver Hollowood inspireret og ofte skifter til den hvide dragt.

Den normale danske bruds bryllupskjole skulle først passere 1. verdenskrig før den almindeligvis blev hvid. Så den tradition er såmænd ikke engang sølle 100 år i Danmark.

For at hjælpe på lykken i ægteskabet er der også en del at tage højde for omkring brudekjolen:
Brudgommen må ikke se brudekjolen før brylluppet.
Det sidste sting på brudekjolen skal tages på selve bryllupsdagen.
En lykkelig gift kone skal hjælpe med påklædning af kjole og smykker.
Bruden må ikke selv sy sin kjole. Gør hun det vil hvert sting blive til en tåre i ægteskabet.

Brudesko
Nye eller lånte.
Brudeskoene er har traditioner der rækker langt tilbage.
Ser vi i den gamle folketro var skoen billedet på joumfruelighed. At miste skoen var tegnet på deflorering, at miste uskylden. Så når gommen tager brudens sko af, er det et tegn på at tage hendes uskyld.
Det er samme element der er gældende, når der ud over larmende konservesdåser, også kan være gamle sko bundet til brudeparrets bil efter bryllupsfesten

Bortset fra at gommen ikke må købe brudeskoene er der helt frit spil. Det vil sige at bruden kan købe et par nye sko – eller hun kan finde sig et par passende sko i sin samling – eller hun kan låne et par sko til bryllupsdagens mange strabadser.
Fra 1930’erne begyndte mange piger allerede fra konfirmationen, at samle på enører som skulle bruges til at købe brudesko for.
For at være lykkebringende skulle mønten være af kobber – eller med et hul. På tidspunkter dækkede enøren begge lykkepræmisser, men traditionen fortsatte selv da enøren var blevet kedelig grå.
Den store samledille var allerede for nedadgående i 1950’erne og det endelige dødsstød fik traditionen da en-øren blev dømt ude, og mistede sin betalingsevne i 1973.
Den nye kobber 25-øre fra begyndelsen af 1990’erne havde ikke nogen videre gennemslagskraft til at genoplive samlemanien, og er jo også allerede ude af pengestrømmen igen.

Brudgommen må ikke købe brudeskoene til sin tilkommende, for så vil hun løbe fra ham.
Køber bruden nye brudesko, skal hun passe på dem, for hvis de går i stykker følger ægteskabet samme vej.
Hvis bruden har en mønt i skoen under vielsen, vil hun aldrig komme til at mangle penge.
Hvis bruden ønsker magt over sin kommende ægtemand, vil det hjælpe ved at drysse timian, pimpernikkel og dild i skoen, og træde på gommen (skoen) mens der siges en besværgelse: “Jeg træder på pimpernel, salt og dilde når jeg taler, tier du stille”.

Myrter
Til pynt og funktion.
Myrtekrans og langt slør. Det var opskriften både for bæreren af den højhalsede hvide slæbekjole eller den tarveligere sorte kjole, som Emma Gad skrev i 1918 i Takt og Tone.
Derefter gik det sikkert, men ikke forrygende hurtigt, i retning af hvid brudekjole for langt de fleste.

Myrten er den græske kærlighedsgudinde Afrodites blomst, dermed nærliggende at bruge til bryllupsblomst – eller plante, idet det er en krans af myrteblade, der ikke må være i blomstring.
Myrten brugtes ifølge nogle tekster også som svangerskabsforebyggende, eller ligefrem abortfremkaldende middel. Efter bryllupshandlingen var der ikke mere brug for myrten på dette felt.

Ud over en myrtekrans kunne bruden også bære en myrtegren eller der kunne placeres myrter på sløret eller det kunne være en del af brudebuketten.

På Fredensborg Slot er de gamle myrter som Dronning Ingrid medbragte fra Stockholm ifølge Kronprinsparret.dk, og alle kongelige brudebuketter er siden blevet forsynet herfra.

Det betyder ulykke at tabe myrtekransen i kirken.
Det betyder dødsfald i familien hvis myrtekransen viser begyndende tegn på blomstring.
Myrten skal helst foræres bruden.

Gammelt, nyt, lånt og blåt
Something Old – Something New – Something Borrowed – Something Blue… and a Silver Sixpence in Her Shoe.

Sådan lyder hele den engelske remse, men da vi mangler en Silver Sixpence er den del med en mønt i brudeskoen ikke så meget anvendt i Danmark.

Alt hvad bruden bærer må gerne være nyt, fordi hun træder ind i en ny verden, i et helt nyt livsavsnit. Selvsagt bortset fra det gamle og det lånte tilbehør.

Noget gammelt.
Glem ikke det gamle liv og tag alt det gode med over til det nye liv.

Noget nyt.
Bruden starten en ny epoke i sit liv.

Noget lånt.
Repræsenterer brudens nye status i den nye familiekreds.
Lånes bedst fra en lykkelig gift kvinde, i håbet om at få del i lykken.

Noget blåt.
Symboliserer troskab og bestandighed.
Mange brude bærer et blåt strømpebund som senere under bryllupsfesten på opfordring vises de jublende gæster.

Det betyder uheld i ægteskabet hvis den lånte genstand stammer fra en fraskilt kvinde.
En mønt i skoen, sikrer at bruden aldrig kommer til at mangle penge.

Rødt
Talisman og brudepynt.
Overklassebrudene fra renæssansen havde overlæsset hovedpynt om nogen. Det bestod af røde bånd, guld og glimmer.
Almuebrudene pyntede sig også, men det røde og glimmeret skulle desuden beskytte imod at blive bjergtaget, at blive taget af de overnaturlige væsener som boede i højene. Risikoen var var ekstra stor på bryllupsdagen, i spændingsfeltet mellem ugift og gift.
Rødt værner mod ondt.
Kærlighedens farve er rød.
Salt og brød
Glad og frugtbar.
Der er ikke så mange brude der husker at have disse kraftige symboler på brudeudstyret. Det ligger omkring de 3 %, og det er da en skam når man tænker på de betydningsfulde områder de hjælper med at dække ind; at afsværge ondskab og hjælpe med frugtbarheden. Er det ikke lige noget alle under familieplanlægning har godt brug for?
Måske mener brudene at frugtbarhedssymbolet ved riskastningen er nok til at dække de 1,8 barn det bliver til i Danmark. Risen er jo imidlertid energien fra familie og venner, mens bryllupskjole med tilbehør er helt og aldeles brudens egen beslutning.

Fødselsraten på 1,8 placerer os på en 136. plads i oversigten på Fødselsrater i verden, som har Afghanistan på en førsteplads med 7,5 børn.

Salt afsværger det onde.
Brødet er frugtbarhedssymbol.

Hestesko
En gammel og udslidt sko.
Den seneste tradition der er kommet til, er efter vielseshandlingen at placere en pyntet hestesko på gulvet.
Gommen samler hesteskoen op og give den til sin brud idet de passerer den på vejen ud af kirken.

Al anvendelse af hestesko (bortset fra når de anvendes til hestesko!) er at de betyder lykke og skærmer fra det onde. Andre ser blot fandens symbol, fordi han bliver afbilledet med hestehove, og det er tit præster der ser det hedenske symbol som uegnet til en kirkelig højtidelighed. Og da handlingen foretages i præstens kirke er der ingen grund til at bringe mishag på den smukke dag; så man spørger naturligvis præsten om det er i orden. Måske skal den bare flyttes ud i våbenhuset – og ellers kan den lægges udenfor kirken.

Der er altid forbundet 3 forudsætninger til at hesteskoen fungerer som lykkesymbol, og i nærværende situation er det vel kun punkt 2 der kan blive et problem.
1. Den skal findes eller gives.
2. Den skal være brugt. Jo mere brugt desto bedre.
3. Den skal være placeret så den kan berøres.

Hesteskoen er et symbol på Fandes fodspor. Er den rigtig godt slidt er du godt beskyttet, for han skal rejse lige så langt som skoen har gået for at nå frem til dig.

Espalier
En omfavnelse af vennerne.
Har bruden eller gommen, eller måske dem begge, en særlig interesse eller specielt job, er det ikke usædvanligt at venner eller koleger danner espalier udenfor kirken, med en genstand der kendetegner interessen / jobbet, og festligt ser det da også ud uanset om det er en række med grydeskeer eller badmintonketcher.

At lade brudeparret gå gennem vennernes espalier, er en hjælp i det farlige overgangsfelt, der er mellem den gamle og den nye tilværelse.

Ris
Første gang der kan kastes ris.
At kaste ris på brudeparret der kommer ud fra kirke eller rådhus, er en af de bedst kendte og mest brugte traditioner overhovedet.
Det er en skik vi har anvendt siden 1800 tallet, men det er en meget ældre skik. Vender vi blikket mod det gamle Rom – så kastede de blandt andet også ris og korn. Men også dadler og nødder – og mønter.

I øvrigt er der ingen grund til at skifte risen ud med andet i form at korn eller fuglefrø, med den tanke at det er skadeligt for fuglene og at de endda kan dø af det. Det er en skrøne. Men der skal da lige være et link her til saglig kilde Naturbrevkassen, for det er en meget udbredt skrøne der nok kun kan fjernes ved en fagmand.

Riskastning er et ønske om frugtbarhed til parret, med hensyn til både børn som økonomi. Risen er en spire til nyt liv.

Fotografering
Den professionelle.
Fra vielsesstedet bliver brudeparret ofte kørt fra stedet i smukke eller fantasifulde køretøjer. Til trods for at alle fotograferer i dag, er der ofte hyret en fotograf til de “officielle” billeder, som kan være i et smukt landskab. Ikke sjældent indgår køretøjet i staffagen.
*
*
*
*
*