1897 Debat om Borgerligt ægteskab
BORGERLIGT ÆGTESKAB af C. N. STARCKE. Artikel i tidsskriftet TILSKUEREN, 1897.
EN uheldige Skæbne , som Dhrr. Høgsbroes og Christensens Forslag om Indførelse af tvungent borgerligt Ægteskab har haft i den sidste Rigsdagssamling, kan give Anledning til forskellige, lidet opmuntrende Betragtninger, fordi man skulde synes, at det maatte være let at enes om en Reform, som man i de fleste andre Lande for længst har indset Nødvendigheden af og ogsaa gennemført. Ganske vist har det nævnte Forslag om en Reform i vor Lovgivning angaaende Ægteskabsstiftelsen haft særlige Vanskeligheder at kæmpe med, idet det blev kædet sammen med et andet Forslag af langt mere indgribende Betydning og af langt mere tvivlsom Berettigelse, nemlig Forslaget om tvungne Ægtepagter i Stedet for frivillige, og det Ægtepagter, hvorved man ikke som nu blot ordner Formuesforholdet mellem Ægtefællerne, men ogsaa skulde kunne ordne det personlige Myndighedsforhold imellem dem.
Tvungne Ægtepagter findes ingen Steder, og et Forslag af denne Natur faar derved let en saa teoretisk Karakter, at man kan forstaa, at praktiske Folk faar Betænkeligheder. At ville løse de svævende Spørgsmaal om Ægtefællers indbyrdes Forhold ved tvungne Ægtepagter med frivilligt Indhold, kan faa Udseende af at være en Opgivelse af hele Ævred; thi man tvinger da Folk til at anstille Overvejelser, som de allerfleste er ude af Stand til at føre til Ende (smlgn. H. Holm: Folketingstidende 1896-97. Sp. 4130); man giver Vilkaarlighed og Tilfældighed det frieste Spillerum. Vi kan kun beklage, at man har lagt Forslaget om det borgerlige Ægteskab unødige Hindringer i Vejen ved at forbinde det med et saa tvivlsomt Forslag af helt anden Art; men for øvrigt kan det ikke nægtes at den hele stedfundne Forhandling viser, at Reformen om det borgerlige Ægteskab ogsaa uden en saadan Sammenknytning med Ægtepagtsbestemmelser vilde have været uigennemførlig. Og det er især dette efter min Mening særdeles sørgelige Faktum, som giver mig Anledning til at fremsætte nedenstaaende Bemærkninger. Thi enten maa de, der mener, at den nævnte Reform ikke skulde være moden her hjemme, se mærkværdig fejl, eller ogsaa maa Forholdene her være af en saa besynderlig Beskaffenhed, at det nok var værd at faa Klarhed over, hvorledes det kan være, at det borgerlige Ægteskab, som andre Stater har anset for en nødvendig og værdig Anordning, her hjemme hverken skulde være det ene eller det andet.
De Indvendinger, hvormed Forslaget er blevet mødt i Rigsdagen og vel ogsaa hos mange Privatfolk, samler sig om, at der fra Statens Side ikke foreligger nogen Grund til at forlange nogen anden Vielsesform end den, som Kirken ud fra sin Lære anser for nødvendig; og at Staten overhovedet maa give Kirken Medhold at denne for sine egne Medlemmers Vedkommende anser et borgerligt Ægteskab som ufyldestgørende. Kultusministeren har netop begrundet sin Modstand mod Reformen paa disse to Grunde. „En Forandring som denne (d. v. s. Indførelse af obligatorisk borgerligt Ægteskab), sagde han, er ubetimelig, saa længe den ikke bæres frem af Sympati eller i alt Fald af Forstaaelse hos den store Del af Befolkningen... En Nødvendighed for at gennemføre denne Reform kan jo dog først foreligge , naar der viser sig uløselige Kollisioner mellem Statens og Kirkens Fordringer til Ægteskabets Stiftelse, og at saadanne Kollisioner hidtil foreligger, vil jeg meget bestemt benægte... Man kan dog kun uegenlig tale om nogen virkelig Tvang, saa længe vor Lovgivning kender en Maade at gaa uden om Kirken paa for dem, der ikke vil have med Kirken at gøre, nemlig Udtrædelse af Folkekirken. Dem, der ønsker at blive i Folkekirken, men som nærer Uvilje mod den kirkelige Vielse af rituelle Hensyn, kan man jo imødekomme ved en hensigtsmæssig Forandring i Ritualet, og i saa Henseende har jeg jo erklæret, at paa dette Omraade er der Reformer at foretage, til hvis Gennem førelse jeg for mit Vedkommende gerne vil gøre, hvad jeg kan" (Folketingstidende 1896-97. Sp. 4167. 4169). Det er det i disse Betragtninger indeholdte Grundsyn, som jeg mener fortjener en nærmere Prøvelse. Hvad jeg har at sige, vil jeg samle under følgende Punkter:
1) Vielsens Betydning for Staten og for Kirken.
2) Vielsens Form og Samvittighedsfriheden.
3) Det borgerlige Ægteskabs Stilling her hjemme hos os.
Vielsens Betydning for Staten og for Kirken.
For Staten er det ikke vanskeligt at se, at dens Interesse for Vielsen som den ægteskabsstiftende Handling udelukkende bestaar i, at den maa forlange, at intet Ægteskab bliver sluttet, for hvilket der staar saadanne Hindringer i Vejen, at de, om de senere opdages, medfører Ægteskabets Annulering; at ethvert sluttet Ægteskab senere hen let og sikkert kan konstateres; og at Vielsen giver¢ Ægteskabet den Værdighed, hvormed man ønsker, at det skal være udrustet i Ægtefællernes Øjne. Derfor forlanger Staten, at Ægtefællernes Forhold skal oplyses, inden Ægteskabet stiftes, at Ægteskabet skal indregistreres, og at Ægtefællerne faar fuld Oplysning om den Rækkevidde, som den ægteskabelige Forbindelse har for deres Personer. I Rom bestemte Staten meget nøje Betingelserne og Hindringerne for et Ægteskab og ligeledes dets Følger; men derimod fandtes der ingen Bestemmelse om, ved hvilken Handling Ægteskabet skulde anses for at være stiftet; Parrets gensidige Vilje ansaas for at være den ægteskabsstiftende Betingelse, men selve Ægteskabets Virkelighed maatte for Retten i Tvivlstilfælde bevises som en anden Kendsgerning. De moderne Stater har for at undgaa alle de Ulemper, som dette kunde give, netop fastsat en bestemt Stiftelsesakt, hvis Fuldbyrdelse er let at bevidne.
Vanskeligere er det derimod at gøre Rede for Vielsens Betydning i Kirkens Øjne. At den Mening nu om Stunder er vidt udbredt blandt Folkene, at Kirkevielsen har en særlig religiøs Betydning som ægteskabsstiftende Handling, kan der ikke være nogen Tvivl om. Men lige saa lidt Tvivl kan der være om, at dette ikke altid har været saaledes; og derfor kan man rejse det Spørgsmaal, hvilken Opfattelse der er den rette, d. v. s. hvilken Betydning man rettelig bør tilskrive Kirkevielsen.
I den ældste kristne Kirke opfattedes Ægteskabet som et Sakramente, men det var Parret selv, som fuldbyrdede Sakramentet ved at give hinanden Ægteskabstilsagnet, Kirken havde intet dermed at gøre. Kun formanedes Ægteparret til at indfinde sig i Kirken ved Begyndelsen af sit Ægteskab for at modtage Menighedens Forbøn og Himlens Velsignelse, saa at den troende kunde være sikker paa at have Guds Velsignelse med sig, naar han begyndte et saa vigtigt Afsnit af sit Liv. Jo frommere man var, des naturligere maatte en saadan Trang være; og ved at vende Tanken til Gud sikrede man sig ogsaa, at man ikke stiftede sit Ægteskab blot af uværdig sanselig Attraa. Men for Ægteskabet som saadant havde Vielsen i Kirken ingen Betydning, den var kun en efterfølgende Velsignelse. Kirkegangen kunde være et Vidnesbyrd om Parrets Kristentro som andre fromme Handlinger, men heller ikke mere.
Hele Middelalderen igennem holdt denne Opfattelse sig: Parret stifter ved sin blotte ægteskabelige Forsikring, selv om denne foregaar uden Vidner og uden Kirkegang, et uopløseligt sakramentalt Ægteskab. Derfor blev hemmelige Ægteskaber snart saa talrige, at de blev en sand Landeplage. Som politisk Samfund følte Kirken Ulemperne ved denne Uorden og søgte at begrænse dem ved at formane til Kirkevielse; men som Trossamfund kunde Kirken ikke bekæmpe de hemmelige Ægleskaber, da den ikke kunde nægte dem sakramental Gyldighed og altsaa ikke erklære dem ugyldige. Til sidst blev det dog nødvendigt at gøre kort Proces med en Skik, der aabnede saa megen Adgang til Bedrag og Usædelighed, og paa Tridentinerkonciliet bestemte Kirken endelig 1562, at den ægteskabsstiftende Vilje kun skulde anses for at have været til Stede, naar Erklæringen blev afgivet for Sognepræsten og 2 Vidner. Præsten fik ikke nogen ægteskabsstiftende Funktion, han er kun nødvendigt Vidne; det er endnu den Dag i Dag den katolske Opfattelse, at Parret selv stifter Ægteskabet. Og naar den katolske Kirke holder paa Præsten som nødvendigt Vidne, saa er det, fordi den ikke vil give Ordningen af og Tilsynet med Ægteskabet og alt, hvad der vedrører det, ud af sine Hænder. Paa selve Tridentinerkonciliet var det af de franske Afsendinge foreslaaet, at ikke Sognepræsten, men en Magistratsperson skulde være det nødvendige Vidne, d. v. s. det, vi kalder borgerligt Ægteskab. Tridentinerkonciliets Bestemmelser godkendtes da heller ikke straks i Frankrig; Staten vilde selv ordne disse vigtige Anliggender, og da 1579 en Forordning endelig paabød Kirkevielsen for Sognepræsten, skete det som en kongelig Befaling og ikke som en religiøs Nødvendighed. Indtil 1787 varede denne Tilstand; Huguenotterne kunde ikke stifte gyldigt Ægteskab, ikke fordi saadanne Ægteskaber ikke kunde stiftes i og for sig, men fordi Staten (fra 1685) ikke anerkendte, at der fandtes Huguenotter. Med den stigende Tolerance maatte dette Forhold ophøre, og Forordningen af 1787 aabnede Huguenotterne Adgang til en borgerlig Ægteskabsstiftelse ikke blot for disses egen Skyld, men lige saa meget for ikke at tvinge den katolske Præst til at være til Stede ved en Ceremoni, som ikke i Ægtefællernes Øjne havde den samme Betydning som i hans egne. Da Konstitutionen af 1791 stillede alle Borgere lige for Loven uden Hensyn til Trosbekendelse, blev det borgerlige Ægteskab paabudt alle, som den logiske Følge af alle Borgeres Lighed overfor Staten.
Fra Frankrig bredte dette obligatoriske borgerlige Ægteskab sig til Holland 1795 (som fakultativt havde det eksisteret, her siden 1580), til Belgien 1830 og til Italien 1866. I Portugal og Østerrig indførtes det som en Nødhjælp for alle Ikke-Katolikker 1868; i Spanien gjordes det obligatorisk 1870, men Modstanden fra Kirkens Side var saa stærk, at det blev ændret til fakultativt i 1875. I Schweiz, Tyskland og Ungarn er det obligatoriske borgerlige Ægteskab ogsaa blevet indført henholdsvis 1874, 1875 og 1896, men her mere under Indflydelse fra den Udvikling, som havde fundet Sted i den protestantiske Verden.
Da Konciliet i Trident paabød en Slags obligatorisk Kirkevielse, altsaa af juridiske og borgerlige Grunde og ikke af religiøse, var allerede Brudet mellem Rom og Protestanterne foregaaet. I den protestantiske Verden blev derfor de borgerlige Fornødenheder for Ordningen af Ægteskabsstiftelsen varetagne paa anden Maade. Ogsaa her endte Staterne med at indføre obligatorisk Kirkevielse, men dels skete dette først sent, dels skete det udelukkende, fordi Kirken gennem sin Organisation var et hensigtsmæssigt Registreringsorgan. Derimod var det ingen Steder af religiøse Grunde, at den obligatoriske Kirkevielse blev indført.
Luthers Opfattelse gik som bekendt ud paa, at Vielsen var en borgerlig Sag, hvis Form Øvrigheden kunde fastsætte. Men Øvrighederne valgte i den følgende Tid gennemgaaende Kirkevielsen, og de sikrede sig derved baade en bekvem Registrering og en forøget religiøs Tvang over Undersaatterne, som de paa den Maade fik ind under Statskirkens Indflydelse i deres vigtigste Livsforhold; men denne Tvang skete ikke i Religionens Interesse, men i Statens; den var et Led i Datidens politiske Intolerance. Under denne Udvikling undergik i Tyskland Vielsen en Forandring, idet det blev Præsten, som gav Parret sammen; han traadte i den gamle Formynders Sted, der bortskænker Bruden til Brudgommen og lægger deres Hænder sammen. Men denne Udvikling gik ingenlunde hurtig for sig. Saaledes bestemmer den wurtembergske Kirkeret fra 1553, at omendskønt Ægteskabet fuldgyldig kan stiftes paa Raadhuset eller et andet offenligt og agtbart Sted, saa er det dog heldigt, at Kirken ogsaa vier den sluttede Pagt (dass die neuen Eheleute [de er altsaa Ægtefolk før Kirkevielsen] in offentlicher Versammlung der Kirchen eingesegnet werden), for at Ægtefællerne kan mindes om, at Ægteskabet er en ærlig og Gud velbehagelig Stand. Kirkevielsen har saaledes væsenlig kun moralsk Betydning; og denne Lære om, at Kirkevielsen ikke er retslig nødvendig til et fuldgyldigt Ægteskab heller ikke efter Kirkens Lære, vedblev at holde sig med stor Bestemthed. De store Kirkeretslærere (Carpzow i det 17de Aarh. og Boehmer i det 18de Aarh.) fastholdt denne Opfattelse, og i den offerlige Mening vedblev irregulære, ikke-kirkeviede Ægteskaber at anses for gyldige og var særdeles hyppige, særlig i de brandenborgske Provinser. Rene Civilægteskaber bevilgedes endogsaa af og til af Øvrigheden. Det var først i 1794, at den preussiske Landsret slog fast, at der til et fuldt juridisk Ægteskab skulde høre obligatorisk Kirkevielse. Et lavere Slags Ægteskab, det morganatiske til venstre Haand, tilstodes for adeliges Forbindelse med uadelige, og det stiftedes ved en blot borgerlig Handling. Derved lovfæstedes den wurtembergske Kirkerets moralske Betragtning, at Kirkevielsen først egenlig, stillede Ægteskabet i det rette Værdigheds Lys.
At den Udvikling, som her hjemme har fundet Sted, i det store og hele har haft samme Karakter, er det næsten overflødigt at sige. Men nogen Forskel bliver der naturligvis, og dette kommer særlig frem deri, at de gamle Forlovelsesskikke havde holdt sig mere levende her hjemme i Modsætning til Kirkevelsignelsen; Præsten stod ikke som Forloveren, der bortgav Bruden og viede Parret, men kun som den, der velsigner den allerede forud stiftede Pagt og kundgør den for Menigheden. „I vide ikke, skriver Peder Palladius i sin Visitatsbog, hvad Fare eder og eders Børn paahænger, naar I ere ikkun trolovede eller hjemme tilsammen givne aleneste og ikke komme for Kirkedøren tilsammen: de kunne døe bort førend I selv, end siden end førend eders Børn kunne døe bort; der kunde komme En efter eders Død og kalde eders Barn en Horesøn: hvormed vil han da bevise sine Forældre at have været to Ægtefolk, naar de ere alle bortdøde, som paa den Tid hos vare? Men dersom I gjorde Bryllup eller ellers lode eder vie tilsammen i Kirken, da kunde der komme unge Børn til eders Bryllup, 10 eller 12 Aar gamle, som siden voxede op og kunde bære Vidnesbyrd om eders Ægteskab hundrede Aar derefter, om nogen vilde kalde eders Børn Horebørn" (Se udførligere: Nellemann: Retshist. Bemærkninger om kirkelig Vielse. Hist. Tidsskrift 5. Række Bd. I. 1879). Religiøst nødvendig er Kirkevielsen dengang aabenbart ikke endnu, og da Frederik II 1582 paabyder obligatorisk Kirkevielse „paa det alting kan gaa des ordentligere og skikkeligere til", saa sker dette af borgerlige Hensyn; det er Kirkegangens Offenlighed, der benyttes til at notificere Ægteskabet. Men samtidig begyndte man, uvist af hvilken Grund, at skærpe Vielsens indre Betydning. I Alterbogen 1564 er Ritualet lavet saaledes om, at det er Præsten, der giver Parret sammen og stifter deres Ægteskab; Vielsen er ikke længere en blot Kundgørelse for Menigheden. Rimeligvis er dette et Udslag af en ikke fuldt bevidst Modsætning til Trolovelsen; thi i den store Alterbog 1574 findes atter det gamle Ritual, hvorefter det er Parret, der vier sig selv. Først de senere Alterbøger har alle det ny Ritual. Samtidig indskærpes fra Begyndelsen af det 17de Aarhundrede, at ogsaa Hjemmetrolovelsen skal fuldbyrdes af Præsten. Den kirkelige Vielse blev saaledes et Led i al Ægteskabsstiftelse, og den blev derved efterhaanden opfattet som Substansen i denne. Under Indflydelse af denne Forestilling bortfaldt nu efterhaanden Trolovelsen i Byerne og de højere Stænder, idet to Præstevielser ansaas for overflødige, og man valgte da den, som foregik i Kirken. Men ude paa Landet holdt man fast ved den tilvante Trolovelse med dens Hjemmefest, og sparede man den ene Vielse, blev det Kirkevielsen. Da imidlertid denne var den, som Staten hævdede som den egenlig juridisk gyldige, blev det nødvendigt at raade Bod paa Ulemperne ved Trolovelsen, og denne blev derfor aldeles ophævet 1799. Først fra denne Tid kan da den fulde obligatoriske Kirkevielse siges at være gennemført her i Landet.
Der kan da ingen Tvivl være om, at den obligatoriske Kirkevielse er en Følge af Statens Benyttelse af Kirken som Registreringsorgan for Vielsen og ikke af Kirkens egen Lære. Men lige saa vist er det, at Kirken nu om Stunder kræver Kirkevielsen som religiøs Forpligtelse, som Betingelse for, at man kan vedblive at være Medlem at Menigheden. Berettigelsen af denne Forandring i Kirkens Opfattelse af Vielsen bliver da afhængig af, hvorledes, den forholder sig til den Grundlære, Kirken for øvrigt viser hen til. Og her staar der kun to Muligheder aabne, idet man enten kan vise tilbage til den gammelkristelige Trang til at begynde sit ægteskabelige Liv under Guds Velsignelse, eller man kan tillægge den kirkelige Vielseshandling en vis mystisk, sakramental ægteskabsstiftende Magt. I første Tilfælde kommer Undladelsen af at søge Kirkevielse ikke til at angribe Ægteskabets Gyldighed som saadant, men bliver blot et af de Tegn, hvoraf man ligesom af mange andre mulige mener at kunne slutte, at vedkommende Ægtepar ikke har den rette og fulde kristne Tro. I andet Tilfælde derimod vil Undladelsen af at søge Kirkens Vielse stemple det indgaaede Ægteskab som et Ægteskab af lavere Art i sædelig Henseende. Noget af begge Dele gør sig gældende i Nutidskirkens Fordring paa, at dens Medlemmer skal søge dens Vielse. Selve Ritualets. Fremstilling af Præsten som den, der ved sin Haandspaalæggelse stifter Ægteskabet, er skikket til at fremkalde Troen paa, at Ægteskabet kun saaledes kan stiftes; og denne Forestilling forstærkes yderligere ved det strenge Krav, at man enten maa lade sig kirkelig vie eller træde ud af Folkekirken. Kirken er ellers meget varsom med at granske Samvittighederne og taaler endogsaa meget lunkne og meget afvigende Anskuelser indenfor sin Midte; naar den da gør Ægtevielsens kirkelige Karakter til et saa afgørende Skelnemærke mellem troende og ikke-troende, saa kan det ikke undgaas, at den derved i Menighedens Øjne ikke saa meget fremhæver vedkommende Ægtepars Mangel paa Tro som selve Kirkevielsens mystiske sakramentale Karakter. Lærer Kirken ikke, at Kirkevielsen har en saadan Karakter, bliver det ganske uforstaaeligt, hvorfor netop dette Punkt skal være saa vigtigt, saa den, der har en afvigende Anskuelse derom , ikke lige saa, godt kan blive i Kirken som den, der har afvigende Anskuelser om alle de andre Punkter i Kirkens Lære.
Overfor det borgerlige Ægteskab vil Kirkens Stilling blive i høj Grad bestemt af denne Svingning i Opfattelsen af Kirkevielsen. Men samtidig maa ogsaa Statens Stilling med Hensyn til Benyttelsen af Kirkevielsen som Registreringsmiddel undergaa en væsenlig Forandring.
Vielsens Form og Samvittighedsfriheden.
Det borgerlige Ægteskab er i vor Tid trængt igennem i saa mange Lande, fordi det betegner Samvittighedsfrihedens Sag. Staten har kun med Borgere at gøre og ikke med kirkelige Menighedsmedlemmer; ingen maa paa Grund af sin religiøse Overbevisning lide noget Skaar i Nydelsen af alle politiske og borgerlige Rettigheder. For vore Forhold her hjemme vil det særlig være af Interesse at betragte den Udvikling, som har fundet Sted i England og Tyskland og der ført til Indførelsen af borgerligt Ægteskab.
I England indførtes tvungen Kirkevielse først i det 18de Aarhundrede for at faa Ægteskaberne indregistrerede og afskaffe de talrige hemmelige Ægteskaber. Det skete 1753. Et Aarhundrede tidligere havde Cromwell forsøgt at faa en fast og almengyldig Ægteskabsstiftelsesform ved at paabyde borgerligt Ægteskab; Kirken skulde efter hans Mening have saa lidt som muligt at skaffe med verdslige Sager. Men med Stuarternes Tilbagevenden forlod man atter denne Ordning, og det borgerlige Ægteskab kom fra den Tid til at staa i et revolutionært Lys. Desuden egnede den Tids civile Embedsstand sig ikke til at føre paalidelige Registre; dertil var Kirkens fast ansatte Tjenere ulige bedre skikkede. Af disse to Grunde valgte Staten derfor i 1753 Kirkevielsen som den obligatoriske Form for Ægteskabsstiftelsen. Men dels følte mange Dissenters sig frastødte af denne Ordning og foretrak at leve i Forbindelser, som Loven ansaa for ulovlige, fremfor at underkaste sig en i deres Øjne vanhellig Ceremoni, dels var der mange, som endskønt de tilhørte Højkirken, nærede Uvilje mod den Offenlighed i Ægteskabsstiftelsen, som Tillysning og Kirkegang medførte. Saadanne Par rejste da til Smeden i Gretna-Green ved den skotske Grænse, han bevidnede deres Erklæring om at være Ægtefolk, og efter skotsk Ret var dette et fuldgyldigt Ægteskab. Man naaede altsaa ikke helt sin Hensigt med Loven 1753, og allerede en tredive Aar efter begyndte der at fremkomme Forslag om Ændringer i den. Særlig efter at flere af de dissenterende Sekter var blevne offenlig anerkendte, blev det nødvendigt at respektere deres Samvittighedsfrihed. Selv Højkirkens Biskopper støttede disse Forslag, da de fandt det uværdigt for Kirken at være tvungen til at vie Personer, som ikke troede paa den Velsignelse, som lystes over dem. Men først i 1826 fandt man paa at foreslaa Indførelse af borgerligt Ægteskab, væsenlig fordi Dissenterne ikke havde en saadan Organisation, at man kunde overlade deres Menigheder en betryggende Registrering af Ægteskaberne. Parlamentssessionens Afslutning hindrede denne Gang Forslagets Gennemførelse, og da lignende Forslag paa ny fremsattes af Russel (1834) og Peel (1835), mødte de en stærk Modstand hos Disrenterne selv. Det borgerlige Ægteskab, som her foresloges, var nemlig et Nødægteskab, der kun skulde staa aabent for dem, som ikke mente at kunne slutte sig til Højkirkens Lære. Især er Peels Begrundelse værd at lægge Mærke til: „Englands Lov, sagde han, opfattede Ægteskabet som en borgerlig Overenskomst og krævede ikke religiøse Former som en væsenlig Betingelse. Staten havde 1 1753 kun tilsigtet at sikre sig mod de hemmelige Ægteskaber med alle deres Muligheder for Bedrag, ikke at give Vielsen en religiøs Karakter. Derfor kunde man uden Betænkelighed indføre borgerligt Ægteskab for Dissenters; men for Højkirkens Medlemmer maatte ganske vist Kirkevielsen vedblive at være en Nødvendighed, om de ellers vilde vedblive at betragtes som Medlemmer". Herimod protesterede Dissenterne meget bestemt; thi i saa Fald vilde Loven skabe to Slags Ægteskaber, en borgerlig og en kirkelig, en lavere og en højere; og det kunde hverken være Kirken tjenligt eller antageligt for Dissenterne selv. Der burde kun bestaa en Form for Ægteskabsstiftelsen for alle. Dog indrømmede de, at det lavere Stempel, som Forslaget satte paa det borgerlige Ægteskab, vilde forsvinde, hvis man i Stedet for et Nødscivilægteskab indførte et fakultativt, saa det korn til at staa alle aabent, ligegyldig hvilken Kirke han tilhørte. Kort efter styrtedes Peel, og hans Efterfølger Russell optog da Sagen og gennemførte det fakultative Ægteskab 1836 efter en haard Kamp, der væsenlig drejede sig om, at Medlemmer af Højkirken, som vilde indgaa borgerligt Ægteskab, skulde udtræde af denne. Denne Fordring Tykkedes det ikke Kirken at sætte igennem; derved vilde jo ogsaa selve Principet for det fakultative borgerlige Ægteskab have været opgivet. Loven af 1836 fastslaar, hvad alt Loven af 1753 havde gjort, at Kravet om en offenlig Vielsesform er af borgerlig ikke af religiøs Natur. Registreringshensynet er det, som leder Statens Indskriden overfor Vielsen; men Valget af Registreringsmaade kan indenfor de Rammer, som Hensynet til offenlig Sikkerhed afstikker, træffes i Overensstemmelse med Parternes egen Samvittighed, uden at nogen er berettiget til her at foreskrive dem en Regel.
En lignende Tankegang finder man bag Udviklingen i Preussen og Tyskland. Den obligatoriske Kirkevielse, som Landsretten havde paabudt i 1794, beredte allehaande Vanskeligheder. Særlig gav det friere Spillerure for Skilsmisse, som Landsretten aabnede, Anledning til, at Præsten jævnlig nægtede at vie Personer, som Staten ansaa for berettigede til at indgaa Ægteskab; og da Kirken i 1845 var bleven stillet frit, saa ingen Præst kunde tvinges mod sin Samvittighed, maatte Staten paa anden Maade sørge for at sikre saadanne Personer en gyldig Vielse. Den abstrakte Teori om, at Ægteskabsstiftelsesformen burde være fælles for alle, førte i Revolutionsaaret 1848 til Antagelsen af det obligatoriske borgerlige Ægteskab; men med Kontrarevolutionen forsvandt dette, og i Forfatningen af 1850 kom det borgerlige Ægteskab kun til at staa som en Løfteparagraf. Da Antallet af Vægringer fra Præsternes Side mod at foretage Vielser særlig af fraskilte, steg i en foruroligende Grad, søgte man først at afhjælpe Ondet ved at stramme Skilsmisselovgivningen; men dette viste sig ikke tilstrækkeligt, og derfor fremkom den preussiske Regering 1858-59 med et Forslag om dels yderligere at skærpe Skilsmisselovgivningen dels at indføre fakultativt borgerligt Ægteskab. Dette sidste motiveredes ved „at et blot Nødscivilægteskab ikke vilde betrygge Samvittighederne tilstrækkeligt. Thi den borgerlige Lov maa ogsaa træffe Bestemmelser for de Tilfælde, hvor Personer vil indgaa et lovlig tilladt Ægteskab, men af Grunde, som ligger paa Samvittighedens Omraade og derfor unddrager sig Bedømmelse fra udenforstaaende, enten ikke kan henvende sig til Kirkens Organ om Vielse eller ikke blive delagtige i den kirkelige Vielse. At hen vi se saadanne Personer til den Udvej, der ganske vist staar dem aaben, at træde ud afKirken, kan ikke anerkendes som et rigtigt Middel til Løsning af den Slags Konflikter mellem den borgerlige Lov og Kirkens Sædvane, fordi det ikke synes tilraadeligt at støde Personer som ikke selv vil opgive deres Tilslutning til Kirken, ud af denne". Denne Motivering er saaledes noget forskellig fra den engelske; i England aabnede man Adgang til borgerligt Ægteskab for hvem der vilde, ogsaa for Højkirkens Medlemmer, for at skaane de dissenterendes Følelser og ikke fra Statens Side paatrykke det borgerlige Ægteskab et lavere Præg. I Preussen gaar Motiveringen ud fra, at man skal skaane selve Medlemmerne af Kirken og ikke tvinge dem til at træde ud af Kirken, fordi de vil indgaa et Ægteskab, som deres Kirke ikke vil indvie, eller som de selv ikke ønsker kirkelig indviet.
Forslaget gik igennem i Afsendingernes Hus; men den af Herrehuset nedsatte Kommission strøg alle de § i Forslaget, som angik borgerligt Ægteskab, og anbefalede kun dem, som gik ud paa at stramme Bestemmelserne om Skilsmisse. Motiveringen var, at man var bange for at afkristne Folket, og at dette skulde faa den Opfattelse, at Øvrigheden godkendte Konkubinater. Ligeledes nærede man Betænkeligheder ved at tillade dem, der ikke kunde tage mod Kirkevielsen, at forblive i Kirken. Denne Betragtning var dog ikke alene et Udslag af kristelig Iver, men hang ogsaa sammen med, at der som sagt i den preussiske Landsret allerede fandtes et Slags borgerligt Ægteskab, nemlig det saakaldte Ægteskab til venstre Haand, der stod som et Slags lavere Ægteskab, et romersk Konkubinat. Der kunde da være nogen Grund til at frygte, at de borgerlige Ægteskaber, som maatte blive sluttede efter den forelagte Lov skulde blive bedømte af den offenlige Mening paa samme Maade. Senere Forsøg i 1860 og 1861 paa at gennemføre en lignende Lov strandede ligeledes paa Herrehusets Modstand. Det var først under Kulturkampen, at Bismarck gennemførte det obligatoriske borgerlige Ægteskab først for det preussiske Monarki 1874 og Aaret efter for hele det tyske Rige. I Tiden siden 1848 var i flere tyske Stater dels fakultativt dels obligatorisk borgerligt Ægteskab blevet gennemført, saa Bismarck ved den almindelige Bigslov ikke blot ordnede Forholdet mellem Stat og Kirke paa en endelig og klar Maade, men ogsaa føjede et Led til sine Bestræbelser efter at binde det ny Rige sammen ved ensartet Lovordning.
Denne Gennemførelse af det tvungne borgerlige Ægteskab fremkaldte imidlertid en stærk Bevægelse i den protestantiske Kirke. Overkirkeraadet i Berlin forordnede straks en ny Vielsesformular, efter hvilken Kirkevielsen kun blev en Velsignelse af det allerede fuldgyldigt stiftede Ægteskab. Men hvor villig den protestantiske Gejstlighed end var til i alle borgerlige Sager at bøje sig for Staten; protesterede den dog mod at ændre Vielsesformularen i nogen betydelig Grad. Bundt om afholdtes Konventsmøder og indsendtes Adresser, og nogle fandt paa at foreslaa at beholde den gamle Formular blot med Tilføjelsen af Ordet kristelig, saa Præsten nu skulde give Ægteparret sammen til et kristeligt Ægteskab. Desuden trykkede man sig ved uden videre at være forpligtet til at vie ethvert Par, som havde modtaget borgerlig Vielse; det vilde være det samme som at opgive Kirkens strengere Syn paa Skilsmissegrundene og uden videre acceptere Statens Bestemmelser desangaaende baade nu og i Fremtiden. Staten traadte ikke op over for disse Bevægelser med nogen synderlig Fasthed, fordi den ikke saa noget egenlig Angreb paa sin Myndighed i dem, men væsenlig opfattede dem som indre liturgiske Kirkeanliggender. Rundt om anvendes derfor endnu stadig den gamle Formular, og Kirkeretslærerne er optagne af at paavise, at den særdeles vel kan rumme den Mening, som man under de nye Forhold maa lægge ind i den, at Ægteskabet ganske vist er gyldig sluttet med den borgerlige Akt, men nu sluttes kristeligt i Kirken. Andre derimod hævder den fuldstændige Modstrid mellem de to Vielser og forlanger derfor det tvungne borgerlige Ægteskab afskaffet. Nogen Vanskelighed maa man da indrømme, at Loven af 1874-75 har beredt Samvittighederne.
Englands og Tysklands Eksempel giver os de ledende Principer for Bedømmelsen af Vielsesformens Forhold til Samvittighedsfriheden. Denne sidste kræver til den ene Side, at der ikke maa skabes to Klasser af Ægteskaber, en lavere og en højere, og til den ar den Side, at man giver de enkelte saa stort et Spillerum som muligt til at vælge den Vielsesform, der stemmer bedst med deres Samvittighed. Det obligatoriske borgerlige Ægteskab tilfredsstiller teoretisk bedst Fordringen om, at alle Ægteskaber skal være af samme Værdifuldhed; men det kan let komme til at krænke den Betydning, som mange troende nu engang lægger ind i den kirkelige Vielse. At denne engang i Fortiden kun har været betragtet som en Velsignelse, kan ikke være helt afgørende for Bedømmelsen af, hvorledes den fremdeles skal betragtes. Ved at nægte Kirkevielsen Magt til at stifte Ægteskab, staar man Fare for at tillægge den borgerlige Øvrighed denne Magt. Thi er Øvrighedens saa vel som Præstens Funktion under Vielsen kun et Vidnes, og stiftes Ægteskabet sædelig set af Parternes egen ægteskabsstiftende Vilje, saa er der i og for sig ingen Grund til at nægte Præsten at kunne være et saadant Vidne. Skyder man Præsten helt til Side fra den juridisk ægteskabsstiftende Handling, udsætter man sig for at faa en borgerlig Ægteskabsmystik i Stedet for en religiøs.
Det borgerlige Ægteskabs Stilling hos os.
Den obligatoriske Kirkevielse kunde ikke opretholdes her hjemme, efter at Grundloven havde givet alle Borgere lige politiske og borgerlige Rettigheder uden Hensyn til Trosbekendelse (nuværende Grundlov § 79). I fuld Overensstemmelse med den af Grundloven skabte Situation fremsatte Højesteretsassessor Spandet et Forslag om Indførelsen af fakultativt borgerligt Ægteskab, men den Lov, som d. 13de April 1851 udkom herom, hjemlede kun et Nødcivilægteskab for dem, der ikke hører til Folkekirken eller et anerkendt Trossamfund, og for dem, hvor en af Parterne ikke hører til et saadant Samfund. Spandets Forslag mødte baade i Tinget, i de højeste Krese og i den offenlige Mening en stærk Modstand som en ugudelig Foranstaltning, der vilde undergrave Ægteskabets Hellighed og Fasthed. „Det er utroligt, skriver i den Anledning Dr. Rudelbachi sit lille Skrift om borgerligt Ægteskab (1851), i hvilken Grad man kan echauffere sig, naar man er uvidende om Sagens historiske Forhold og tillige afser fra Jesu Kristi Riges Vilkaar paa Jorden. Vidnesbyrd herom giver en Mængde Opsatser angaaende Civilægteskabet i vore Dagblade, der vel paa den ene Side stiller et ikke ugunstigt Perspektiv for det vordende Forhold mellem det kirkelige Ægteskab og det borgerlige Ægteskab, hvis det sidstnævnte skulde blive indført, men paa den anden Side, blottede for historisk Kundskab og kirkelig Takt, dog gør alt for mange Slag i Luften".
I Tinget fremsattes mod de forskellige Udtalelser om den kirkelige Vielses Nødvendighed og Hellighed særlig kraftige Protester af Tscherning og La Cour; Grundtvig erklærede endogsaa, at det borgerlige Ægteskab burde være obligatorisk, ens for alle „for at Religionens Frihed kan træde i Kraft„ (Folketings Tidende 1850-51 Sp. 479) og senere hen sagde han, „at det er en vitterlig Sag, at det paa ingen Maade er saa, at de kirkelige Handlinger for nogen beregnelig Del af Samfundet enten gør Ægteskabet eller noget andet borgerligt Forhold højtideligere eller helligere, end det ellers vilde være ... Ægteskabet er en borgerlig Handling, thi det er ældre end Kristendom. Derfor bør Civilægteskabet være obligatorisk". (smstd. Sp. 1316. 1319).
Mest betegnende er dog Kultusminister Madvigs og Kirkespidsernes Modstand mod Tanken om, at Folkekirkens Medlemmer frit skulde kunne lade sig borgerligt vie. Frygten for at skabe to Klasser af Ægteskaber, som andet Sted netop førte til, at man valgte det fakultative eller obligatoriske borgerlige Ægteskab og vragede Nødsformen, blev for Madvig netop et Motiv til at vælge denne sidste. „Man skal, tror jeg, intet Sted skabe to Klasser af Ægteskaber eller to Former for Ægteskabets Indgaaelse, uden hvor det er nødvendigt, og for saa vidt det er nødvendigt, og en Afvigelse fra den almindelige Form, den kirkelige Vielse, er kun nødvendig for dem, der ikke hører til en anerkendt Kirke; thi kun for dem kan der være en fra Samvittigheden hentet Grund herfor" (smstd. Sp. 1305). Ministeren mente sig saaledes paa dette Punkt i Stand til at granske Samvittighederne her i Landet med større Fuldstændighed, end den preussiske Regering ansaa det for muligt i 1859. Og han fortsatte „Det er ikke imod Vielsen selv, Kampen er rettet, men det er mod den Kirke, der giver Vielsen, og med hvilken man ikke vil have noget at gøre. Man har Ret til ikke mod sin Overbevisning at have noget at gøre med Kirken; men den, der staar i Kirken og vil have med Kirken at gøre, han har ikke Ret til uden videre at sige, at Kirken skal rette sig efter ham". Og Minister H. N. Clausen erklærede: „Der kan dog ikke være noget simplere, nogen naturligere Fordring, end at de, som i. Hjertet ikke slutter sig til Folkekirken, ogsaa skal erklære sig at staa udenfor Folkekirken, skal træde over i et andet Samfund, hvor Adgangen til alle borgerlige Rettigheder vil være dem bevarede" (smstd. Sp. 1329). Monrad vilde ligeledes være betænkt paa et Ændringsforslag, at for saa vidt to Medlemmer af Folkekirken skulde betjene sig af den borgerlige Vielse, dette da vilde være at anse som en Udtrædelse af Kirken (smst. Sp. 1385). Det hjalp ikke, at Tscherning advarede mod at udelukke nogen af Folkekirken, fordi han ikke fulgte Kirken i alle Punkter; han hævdede forgæves, at Kirken maatte være tolerant, ellers var det den, som vakte Striden (smstd. Sp. 1353 f.).
Loven af 13de April 1851 gav ikke Borgerne, hvad Grundlovens § 79 tilsikrer dem. Havde Madvig erklæret, at det drejede sig om en Kamp mod Kirken, saa havde i alt Fald Staten i denne Kamp stillet sig paa Kirkens Side; og var det borgerlige Ægteskab blevet anerkendt som en Nødvendighed saa var det som en beklagelig Nødvendighed. I Lovens § 6 siges det „at Øvrigheden... forkynder sluttelig, at Ægteskabet mellem dem lovligen og med fuld borgerlig Gyldighed er indgaaet". Dette lille Ord „borgerlig" stod ikke i Madvigs Forslag, men indsattes i Udvalget af Barfod og J. A. Hansen for større Præcisions Skyld. Men i Praksis er det kommet til at rumme en Perfidi, fordi det betoner Forskellen mellem det civile Ægteskab og det kirkelige til det førstes Ugunst [For Oplysnings og Kuriosums Skyld gøres her opmærksom paa, at i Norge indførtes et Nødcivilægteskab for Dissenter 16 Juli 1815, Mellem kristne Dissenter skal der for Notarius publicus oprettes et Dokument, hvori de erklære sig for Ægtefolk". Det er her Parterne selv, som stifter Ægteskabet. Men 22de Juni 1863 bestemtes yderligere, „at Ikke- Kristne eller Personer, hvoraf den ene er Ikke-Kristen, skal derimod for Notarius publicus erklære sin Bestemmelse om at ville indtræde i Ægteskab og derefter af ham erklæres for Ægtefolk". De Ikke-Kristne anses saaledes for, at have en mindre fuldstændig ægteskabsstiftende Vilje].
Naar Madvig i sine Livserindringer (Pag. 171) udtaler, at Loven har virket tilfredsstillende, saa kan vi ikke give ham Ret deri. Det borgerlige Ægteskab staar som mindre anset, og Følgen deraf har været, at mange, som ellers vilde have valgt det, har undladt at gøre det. Statens Partiskhed for det kirkelige Ægteskab har ført til, at Fritænkerne ikke betænker sig paa at vedblive med at benytte Kirkevielsen , som derved bliver til en efter sit Brug blot borgerlig Ceremoni. Vel er der hos Fritænkerne en Følelse af Ubehag ved at underkaste sig denne Ceremoni; men hos de færreste bliver den til en saa stærk Fornemmelse, at de for dens Skyld mener at maatte gøre det i borgerlig Henseende ikke uvæsenlige Skridt at træde ud af Folkekirken. Men Statens Holdning overfor Kirkevielsen har ikke blot gjort denne til en simpel Vedtægtsceremoni, man ikke finder det Umagen værd at gøre særlig stærk Opposition imod. Fritænkerne har ogsaa dybere og alvorligere Grunde til at benytte Kirkevielsen. Da Kirken for vedblivende at betragte et Menneske som Medlem ikke stiller større Fordringer til ham, end at han skal stifte sit Ægteskab i Kirken, men for øvrigt ikke forlanger hans Deltagelse i Kirkens andre Handlinger eller i Menighedens Liv og navnlig ikke paalægger ham nogen Tvang med Hensyn til den offenligste Tilkendegivelse af hans virkelige Meninger, saa er der ikke Tale om noget Offer af virkelig Overbevisning, som kræves af ham, for at han skal kunne blive ved at være Medlem af Folkekirken. Træder han derimod ud af Kirken ved at nægte at tage kirkelig Vielse, saa træffer han et alvorligt Valg med rent borgerlige Følger ikke alene for sit eget Vedkommende; men ogsaa for sine Børns. Og der er mange Fritænkere, og de hører ikke til de mindst alvorlige, som betænker sig paa at træffe dette Valg for deres Børn. Det vil nemlig sige fra tidlig Tid at kaste dem ud i en Strid, som de hverken forstaar eller kan magte; i alle deres private, kammeratlige Forhold vil det bringe dem i en skæv Stilling. Med Rette vilde Kirken kunne betragte et Menneskes eget Fritænkeri som en Løssigelse fra Kirken. Men at gribe det enkelte Punkt, den kirkelige Vielse, sort noget saa alvorligt, at det alene bevirker en Løssigelse, og er et Frafald saa stort, at det ogsaa maa straffes paa hans Børn ved f. Eks. at nægte at døbe dem, det er ikke blot ganske vilkaarligt og urimeligt, det er uværdigt, og man kan da ikke undre sig over, at det medfører, at man bruger de Midler, der findes, til at afværge denne Straf, naar det kan gøres uden virkelig at ofre noget af sin Overbevisning.
At det borgerlige Ægteskab fra visse Sider betragtes som et lavere Ægteskab, vil vel aldrig kunne forhindres; hvad der ikke maa ske, er, at Staten godkender en saadan Opfattelse; og det er det, som er sket her hjemme. Under Forhandlingen om Spandets Forslag udtalte et Medlem (With fra Vejle), at „det borgerlige Ægteskab vilde vække almindelig Mishag, især hos den kvindelige Del; den vil ikke finde sig i ikke at være viet af en Præst, og de andre, som har haft den Lykke at være viede af en Præst, vil ikke anse dem for deres Lige (Folketingstidende 1850-51 Sp. 478). En saadan Udtalelse maa naturligvis staa for vedkommendes egen Regning; men den burde dog bestemt tilbagevises af en Regering, som for Alvor vil gennemføre Grundlovens § 79. I Stedet for har Regeringen stillet sig paa samme Standpunkt, og selv nu henved halvhundrede Aar senere er vi ikke komne videre. Overpræsident Klein erkendte i Aar i Tinget om end i meget forsigtige Udtryk det eksisterende Misforhold. „Jeg tror, sagde han, der er — man kan gerne sige — en misforstaaet Fordom mod det, jeg for Kortheds Skyld vil kalde borgerligt Ægteskab; men jeg tror, den er til Stede (Folketingstidende 1896-97 Sp. 4140). Og endnu tydeligere udtalte Paulin sig: „Jeg tror nemlig, at denne Reform i en vis Forstand vil gøre det første Skridt til at afkristne Landet... jo lettere man binder et Baand, des lettere vil det ogsaa kunne løses igen. Jeg mener derfor, at Spørgsmaalet vil have nogen Betydning overfor Skilsmisse (Smstd. Sp. 4138) ; og Lohmann stemmede i med, at Folk vilde blive ved den Mening, at „det, man her foreslaar, er noget mindre værdigt, noget mindre sømmeligt, og hvad der er det allerværste noget mindre bindende end det, man hidtil har haft" (Smstd. Sp. 4207). Men med hvilken Ret tør det fra offenligt Sted siges, at det borgerlige Ægteskab stiftes lettere end det kirkelige? Kræver Staten ikke nøjagtigt de samme Betingelser bande for Stiftelse og Opløsning af Ægteskabet, enten dette sluttes i kirkelig eller borgerlig Form? Og kan Staten finde sig i stiltiende at godkende, at det borgerlige Ægteskab er noget mindre sømmeligt og værdigt? Saadanne Udtalelser, skulde man da vente, maatte finde en skarp Imødegaaelse fra Ministerbænken. Men dette har saa langt fra været Tilfældet, at Ministeren ifjor selv udtalte: „Her vil man tvinge Folkekirken til at agte disse Ægteskaber, der er indgaaede borgerligt, for lige saa gode som de kirkelige. Derved vil man ganske undergrave den Betydning, som Kirken hidtil har tillagt den kirkelige Indvielse af Ægteskabet". (Folketingstidende 1895-96 Sp. 5385). Med saadanne ministerielle Udtalelser har Loven af 13de April 1851 aabenbaret sin sande Mening: at stemple det borgerlige Ægteskab som en beklagelig Nødvendighed; og ud fra det Standpunkt, men ogsaa kun ud fra det, bliver det forstaaeligt, at Ministeren, saaledes som vi i Begyndelsen af denne Artikel anførte, kan anse en Reform i vor Lovgivning paa dette Punkt for endnu ikke at være moden.
Men maa det bestemt hævdes, at Staten ved at opretholde Loven af lade April 1851 krænker Samvittighedsfriheden for deres Vedkommende, som ikke i Hjertet hører til Folkekirken, eller ikke an tager dens Praksis i Vielsen for en nødvendig eller heldig Bestanddel af dens Lære, saa man det endvidere hævdes, at Staten ved at værge saa tappert om Kirkens Ret til at udstøde dem, som ikke vil lade sig kirkeligt vie, krænker selve Folkekirkens ideelle Karakter og bringer den i en uholdbar Stilling. Den naturlige Følge af Statens Holdning er, som vi har vist, den, at mange Fritænkere fremdeles bliver staaende formelt i Kirken. Forstaaelsen af det uværdige for Kirken i dette Forhold er indenfor kirkelige Krese i stadig Vækst; og den har vist sig paa en ganske utvetydig Maade i den for os, i Modsætning til, hvad der er sket andre Steder, saa ejendommelige Omstændighed, at Kravet om en bredere Form for borgerligt Ægteskab her hjemme Gang efter anden er blevet fremsat netop fra kirkelig Side. Medens i andre Lande det borgerlige Ægteskab forlangtes af dem, som ikke vilde underkaste sig den bestaaende obligatoriske Kirkevielse, har her hjemme de, som i deres Hjerte helst vilde ønske borgerlig Vielse, slaaet sig til Ro med den kirkelige; de, der forlanger den borgelige Vielse indført i større Frihed og større Omfang, er her hjemme de Krese, som selv ønsker at modtage kirkelig Vielse, men ikke ønsker, at Kirken skal være tvungen til at uddele den i Flæng.
Allerede i 1859 fremsatte Barfod et Forslag om obligatorisk borgerlig Vielse (Sognebøgers Førelse); i Kirkekommissionen 1868 udtalte et Mindretal (Brandt , Brix, Carlsen, Klein, Strøm) sig i samme Retning. I 1880 drøftedes Sagen paa Rigsdagen, og efter at 200 Præster ved et Møde paa Askov havde vedtaget en Adresse blandt andet om tvungent borgerligt Ægteskab 1881, indbragte H. Holm samme Aar et Forslag desangaaende, der i det væsenlige gengav hint Mindretalsvotum indenfor Kirkekommissionen. Forslaget sloges den Gang ned paa Grund af den spændte politiske Situation (se Brix' Udtalelse Folketingstidende 1881-82. Sp. 580), og Kultusminister Scavenius erklærede, ligesom den nuværende Minister, at Sagen ikke var moden (smstd. Sp. 586). Saa hvilede Sagen til 1896, da de samme Mænd, som har stillet Forslaget i Aar, paa et meget fremrykket Tidspunkt af Samlingen indbragte et Forslag om fakultativt borgerligt Ægteskab. Allerede i 1881 havde Fr. Dahl udtalt det som sin Mening, at det var hensigtsmæssigst at blive staaende herved i Stedet for at gaa til det obligatoriske; men under den kortvarige Behandling, som i 1896 blev Høgsbroes Forslag til Del, udtalte Kultusministeren , at han maatte anse det obligatoriske borgerlige Ægteskab for det eneste konsekvente, naar der skulde gøres en Forandring i de bestaaende Tilstande, hvortil han for øvrigt ikke ansaa Tiden for at være moden (Folketingstidende 1896-97 Sp. 5386). Det var for at imødekomme denne Ministerens Opfattelse, at Forslagsstillerne derpaa ændrede deres Forslag, saa det i Aar kom til at gaa ud paa Indførelsen af obligatorisk borgerlig Vielse.
Der er i denne Gang af Bestræbelserne her hjemme for at faa Loven af 13de April 1851 ændret, to Ting af særlig Interesse at lægge Mærke til. Den første Ting er vore Ministres stadige Hævdelse af, at en saadan Reform er ufornøden, at Tiden ikke er moden for den. Dette kan man nemlig kun forklare sig ved, at Ministeren anlægger en ganske urigtig Maalestok. Skal man maale Reformens Modenhed paa Antallet af dem, som for deres Samvittigheds Skyld selv forlanger at benytte borgerlig Vielse, saa maa man give Ministeren Ret i, at der ikke er nogen synderlig Trang til en Reform. Men dels har vi jo set, hvorfor der er saa faa, som forlanger borgerlig Vielse, og dels er Forholdet jo det, at Reformen kræves af de kirkelige selv. Skulde man anvende Ministerens Maalestok, saa kan man ganske rolig gaa ud fra, at Reformen aldrig bliver moden; thi det vilde da simpelt hen sige, at vi skulde afvente et Tidspunkt, da Folkekirkens Medlemmer selv forlangte at blive fri for den kirkelige Vielse. Der er kun en eneste Omstændighed, som kan forklare Ministerens Blindhed for, at Reformens Modenhed her hjemme maa maales paa Kirkens Følelse af det pinlige for den i at være tvungen til at meddele den kirkelige Vielse til dem, som kun ser en tom Ceremoni i denne. Og denne Omstændighed er, at Ministeren i Kirkens Navn holder saa stærkt paa, at de, der ikke vil benytte den kirkelige Vielse, skal udstødes af Kirken.
Et fakultativt borgerligt Ægteskab bliver meningsløst, hvis Kirken som Statskirke skal have Ret til at tvinge sine Medlemmer til at tage den kirkelige Vielse; og den Opfattelse at Vielsens Betydning som et Sakramente, der ligger skjult i denne Fordring fra Kirkens Side, stiller store Vanskeligheder i Vejen for det obligatoriske borgerlige Ægteskab, da dette jo med Nødvendighed vil give Vielsen Karakteren af en blot kristelig Velsignelse. Her ligger det Scylla og Karybdis, hvorimellem Kirken har bragt sig selv ved sin uklare Holdning overfor Vielsen. Der er kun to Løsninger mulig, hvis det skal være Alvor med Samvittighedsfriheden her i Landet. Enten maa Kirken opgive sin Stilling som Statskirke, og saa kan den frit lære om Vielsen, hvad den synes, eller ogsaa maa den holde fast paa den oprindelige religiøse Betydning af Vielsen som blot en Velsignelse, den troende ønsker, medens det obligatoriske i Kirkevielsen kun er noget, som er hæftet til den som den af Staten i tidligere Tid valgte Registreringsmetode. Staten kan ikke paa én Gang tillade Kirkevielsen som borgerligt Registreringsmiddel jævnsides andre og indrømme Kirken som Statskirke Ret til at gøre den obligatorisk. Naar Ministeren ifjor udtalte „saa vidt mig bekendt, er der intet Sted, hvor man paa den Maade har villet paaoktroyere Landskirken Medlemmer, der har indgaaet borgerligt Ægteskab. I den paagældende tyske Lov staar der udtrykkelig, at Stiftelsen af det borgerlige Ægteskab paa ingen Maade paavirker den folkekirkelige Betydning af dette Ægteskab. Dette viser klart, at man i alt Fald i Tyskland ikke har villet lægge noget Pres paa Kirken" (Folketingstidende 1895— 96 Sp. 5386), saa beror dette paa et dobbelt Fejlsyn. Vi har ovenfor set, at man i England aldeles ikke har betænkt sig paa at paaoktroyere Landskirken Medlemmer, der lader sig borgerligt vie; og at den tyske Lov faktisk har forandret den sakramentale Betydning, som Kirkens Talsmænd gerne vil lægge ind i den, har Ministeren ogsaa overset. Den stadige Gæring angaaende dette Spørgsmaal, som findes i vort Naboland, viser klart, at Staten ikke har nogen Udvej; enten maa den i Strid med Kirketjenernes Ønske castsætte, at Kirkevielsen kun er en Velsignelse (obligatorisk borgerligt Ægteskab), eller ogsaa maa den nægte Kirken Ret til at betragte Spørgsmaalet om Kirkevielse som et afgørende Vilkaar for Personernes Forbliven i Kirken (fakultativt borgerligt Ægteskab). Og en af Delene maa Staten. vælge, fordi den ellers ikke kan hindre, at Kirken faar Magt til i rent borgerlig Henseende at stemple det borgerlige Ægteskab som mindre sømmeligt.
Den anden Ting, som vi mener er værd at lægge Mærke til, er den stadige Svingen hos vore Forslagsstillere mellem obligatorisk og fakultativt borgerligt Ægteskab. Dette synes at lægge den Tanke nær, at det fakultative er det, som efter vore Forhold vil krænke Samvittighederne mindst. Hver Gang Forslaget er fremsat under direkte Indflydelse af juridiske Forestillinger, har man valgt det obligatoriske; hver Gang det var kirkelige Interesser, som alene bar Forslaget frem, blev man staaende ved det fakultative. De reale Grunde, som i Frankrig, Italien og Tyskland har været til Stede som en Forudsætning for at vælge det obligatoriske borgerlige Ægteskab, findes ikke her hjemme. Her bliver der i Grunden kun den principielle, væsenlig juridiske Betragtning, at der skal findes en for alle Borgere fælles Ægteskabsstiftelsesform, tilbage som Motiv for at gøre det borgerlige Ægteskab obligatorisk. Men dette Motiv anser vi ganske vist for at være aldeles utilstrækkeligt. Staten har kun at forlange, at der i Ægteskabsstiftelsen hersker Klarhed, Orden og Tryghed, og at alle de Ægteskaber, den anerkender som gyldige, stilles paa lige Fod. Selve de Ceremonier, hvorved Ægteskabet stiftes, kan ikke interessere Staten. Dette Forhold synes at lægge det fakultative borgerlige Ægteskab nærmest; man vil gennem det krænke alle bestaaende Overbevisninger i den ringeste Udstrækning. Naturligst vilde det være, om alle Ægteskabsbegæringer blev prøvede af Statens juridiske Embedsmænd alene; men naar disse havde fundet, at der ingen Hindringer fandtes mod Ægteskabets lovlige Indgaaelse og derom havde udstedt Attest, burde Parterne selv kunne vælge, om de vilde notificere d. v. s. stifte deres Ægteskab for deres Gud i Præstens og Menighedens Paahør eller for deres Øvrighed.
Den nuværende Tilstand er uværdig for alle Parter, og en Reform i Retning af fuld Ligestilling af det kirkelige og borgerlige Ægteskab er nødvendig. Forhaabenlig vil det ikke vare længe, inden der atter paa Rigsdagen fremkommer Forslag om at ordne denne Sag og da i en saadan Form, at dets Gennemførelse vil kunne sikres.
C. N. STARCKE.