1897 Debatindlæg
OM DET BORGERLIGE ÆGTESKAB af V. TOPSØE, Alsted Præstegaard. Artikel i tidsskriftet TILSKUEREN, 1897.
I Tilskuerens Majhæfte for d. A. har Dr. phil. Starcke skrevet en Afhandling om det borgerlige Ægteskab, som vel kan siges at have aktuel Betydning med Hensyn til de Spørgsmaal, som det i Rigsdagen indbragte og behandlede Lovforslag om borgerligt Ægteskabs Indførelse har fremkaldt. Han giver en i det hele meget indgaaende og lærerig Fremstilling af det hele Ægteskabs Spørgsmaal, saaledes som det har udviklet sig gennem Tiderne og formet sig i de forskellige Landes Lovgivning. Han erkender det som noget ejendommeligt for Danmark, at det særlig er i de kirkelige Krese, at man har taget Ordet for Indførelse af en almindelig borgerlig Form for Ægteskabs Indgaaelse og for at gøre den kirkelige Vielse til en frivillig Sag, fordi det er den eneste Maade, hvorpaa Forargelse kan undgaas, og hvorved der kan blive Sandhed og Velsignelse ved den kirkelige Vielse, naar denne ikke paatvinges nogen. Han hævder med Rette, at Staten maa kræve, at alle de Ægteskaber, den anerkender, stilles paa lige Fod, saa der ej bliver to Slags Ægteskaber, et mere og et mindre sømmeligt; men medens han vel nok uden Tvivl helst ønsker obligatorisk borgerligt Ægteskab indført, synes han dog at være villig til at gaa ind paa det saakaldte fakultative (valgfri) borgerlige Ægteskab, idet han mener, at dette vil krænke Samvittighederne og „alle bestaaende Overbevisninger" mindst, og at selve de, Ceremonier, hvorved Ægteskabet stiftes, ej kan interessere Staten.
Der er i denne Betragtning noget, hvori jeg ganske kan være enig med Dr. Starcke. Jeg mener ogsaa, at man bør tage Hensyn til og saavidt muligt undgaa at krænke „alle bestaaende Overbevisninger", selv om enkelte af disse maaske ved nærmere Eftersyn vil vise sig at være Fordomme. Jeg mener saaledes, at det vistnok har skadet Sagen, naar der er talt saa meget om „tvungent" borgerligt Ægteskab, saa det har faaet Udseende af, at nu skulde man for Fremtiden have tvungent borgerligt Ægteskab, medens man tidligere havde tvungent kirkeligt Ægteskab, thi skønt der vel nok kan siges at være mere Berettigelse for Tvang paa det borgerlige Omraade end paa det kirkelige, har dog dette Udtryk vistnok hjulpet til at stille det borgerlige Ægteskab i et mindre godt Lys hos mange, der ej tænker nøjere over Sagen. Det var vist bedre, om man kunde enes om at bruge Udtrykket: almindeligt borgerligt Ægteskab, eller: almindelig borgerlig Form for Ægteskabs Indgaaelse; deri vilde der tillige ligge en Forklaring af, hvad man tilsigter med den Forandring, man ønsker.
Men naar Dr. Starcke som den Udvej, der vilde krænke de bestaaende Overbevisninger mindst, peger paa Indførelse af fakultativt borgerligt Ægteskab, saa synes denne netop at medføre den Mislighed, som han fremfor alt vil undgaa, nemlig at den vil skabe to Slags Ægteskaber, thi selv om disse af Lovgivningen og lige overfor Staten stilles lige og det nok saa meget hævdes, at borgerligt Ægteskab ej maa udelukke nogen fra at være Medlem af Folkekirken og nyde dens Goder, vil der dog altid i det almindelige Omdømme gøre sig den Anskuelse gældende, at det saakaldte kirkelige Ægteskab er finere end det borgerlige.
Det turde vel overhovedet være tvivlsomt, om man med Rette kan tale om to Slags Ægteskaber og skelne mellem borgerligt og kirkeligt Ægteskab. Ægteskabet er dog, set fra sin fænomenale Side, som Luther hævder, en verdslig Ting; i Virkeligheden er alle Ægteskaber borgerlige. Det Ægteskab, vi i Almindelighed har her i Landet, er i Grunden ogsaa et borgerligt Ægteskab omend med (tvungne) kirkelige Former, som Staten har legaliseret. Vi har her atter et af de Tilfælde, hvor en uheldig og unøjagtig Sprogbrug har forvirret Begreberne og sammenblandet det borgerlige og det kirkelige, thi i Grunden er det lige saa ukorrekt at tale om „kirkeligt" Ægteskab som om „borgerlig" Vielse. Ægteskabet i sig selv er altid borgerligt, selv om det sluttes i en Kirke og med kirkelige Former. Det er kun „Vielsen", der er kirkelig i Ordets rette Betydning.
Men naar det er saaledes, da maa det ogsaa bestemt hævdes, at der kun bør være én lovgyldig Form for Indgaaelse af Ægteskab, gældende for alle, nemlig en borgerlig, og at det ogsaa nærmest maa tilkomme Øvrigheden som Statens Repræsentant at erklære Ægteskabet for sluttet eller legalisere det; og deri er der jo intet, der strider mod Kristendommen, al deri Stund vi kristne jo ogsaa tror, at Øvrigheden er Guds Anordning.
Men her er et Punkt, hvor der maaske nok kunde og burde tages noget Hensyn til „de bestaaende Overbevisninger" for at lette Sagens Gennemførelse. For mange, som tillige ønsker kirkelig Vielse, vil det jo staa som en ufornøden Vidløftighed at skulle have baade med Øvrigheden og Præsten at bestille, naar de ønsker at giftes, og naar de bor i længere Afstand fra vedkommende Øvrighed, vilde man jo tit volde dem Ulejlighed og Udgift med længere Rejser, naar de ufravigelig skulde have det borgerlige Ægteskab afsluttet hos denne. Det var derfor, at Askovadressen i sin Tid udtalte det ønskelige i, at det borgerlige Ægteskab kunde indgaas for dertil beskikkede Mænd i hvert Sogn. I Sønderjylland, hvor tvungent borgerligt Ægteskab, endda uden Forberedelse, blev indført af den preussiske Regering 1876, er det saaledes ikke det borgerlige Ægteskab i sig selv, der har fremkaldt Utilfredshed, men derimod de ofte lange Rejser, de paagældende Ægtefolk maa gøre for at faa deres Ægteskab sluttet hos de dertil beskikkede „Civilstandsbehorden", hvilke Rejser tit medfører den Ulempe, at de ej kan faa kirkelig Vielse samme Dag, som deres Ægteskab er sluttet. Her er en Vanskelighed, som jeg dog tror, der maatte kunne raades Bod paa ved, en Lempelse, der uden at krænke Principet kunde imødekomme Folks Ønsker og lette dem Overgangen. Det kunde ske ved at ordne Sagen paa lignende Maade som i Amerika, saa at foruden Øvrigheden, som egenlig er den, der skal afslutte alle Ægteskaber, ogsaa Præsterne for de forskellige af Staten anerkendte Trossamfund blev berettigede til paa Øvrighedens Vegne at afslutte det borgerlige Ægteskab for dem; der tillige ønskede kirkelig Vielse, hvilket upaatvivlelig vil være det langt overvejende Flertal. Paa denne Maade vil man jo i de allerfleste Tilfælde kunne spare Folk for besværlige Rejser og give dem Valget mellem at faa deres Ægteskab afsluttet hos Øvrigheden eller hos Præsten , idet denne faar Bemyndigelse til for dem, der ønsker det, at afslutte det borgerlige Ægteskab paa samme Maade og med samme Retsvirkning som Øvrigheden. Det sidste vil da upaatvivlelig altid vælges af dem, der tillige ønsker kirkelig Vielse. Disse vil da henvende sig til Præsten og lade ham afslutte Ægteskabet i Præstegaarden eller i Brudens Hjem, hvor man nu ønsker det, og derpaa, naar Ægteskabet saaledes er sluttet, vil de paagældende straks kunne faa deres Ægteskab indviet og velsignet i Kirken. Overgangen fra det gamle til det ny vil saaledes for de allerfleste blive særdeles let og vil ikke kunne volde dem nogen nævneværdig Ulejlighed, og dog er Principet om en for alle fælles borgerlig Form for Ægteskabs Indgaaelse hævdet.
Paa den Maade løses ogsaa Spørgsmaalet om fraskiltes Ægteskab. Disse vil, for saa vidt de ej kan formaa nogen Præst til bagefter at vie dem hvad jo vel maaske som oftest vil være Tilfældet — kunne indgaa Ægteskab for Øvrigheden, og for Statens Vedkommende er det jo lige gyldigt, enten det er afsluttet af Øvrigheden selv eller af en Præst paa Øvrighedens Vegne; og Præsterne opnaar derved det, som for dem er det vigtigste i denne Sag, at de ikke mod deres Samvittighed tvinges til at handle imod, hvad der i alt Fald for de fleste af dem staar som stridende mod Herrens og Apostlenes tydelige og klare Ord.
Praksis vil da formentlig blive, at de, der ej ønsker kirkelig Vielse eller ønsker den af en anden Præst end vedkommende Sognepræst eller endelig, som de fraskilte, vil have Vanskelighed ved at finde en Præst, der vil give dem kirkelig Vielse, kan indgaa borgerligt Ægteskab for Øvrigheden og saaledes i alle Maader blive rette Ægtefolk; og at de, der tillige ønsker kirkelig Vielse, sogn Regel kan henvende sig til vedkommende Sognepræst og for denne indgaa først borgerligt Ægteskab og derefter modtage kirkelig Vielse. Denne bliver saaledes en fri Sag, der ej kan paatvinges nogen og heller ikke har nogen borgerlig Betydning , og hvis Undladelse selvfølgelig heller ikke maa berøve nogen Adgang til Folkekirkens Goder.
Det er vist med Rette, at Dr. Starcke gør opmærksom paa, at det ved Lov af 13. April 1851 skabte borgerlige Ægteskab som Nødægteskab for Personer, der ikke tilhører Folkekirken, har tjent til at nedsætte det borgerlige Ægteskab i det almindelige Omdømme. Det var vist rigtigst, om denne Lov kunde bortfalde, saa at Ægteskaber mellem saadanne Personer herefter blev sluttede paa samme Maade som mellem alle andre Statsborgere. Den nuværende Form, som nærmest er bestemt til at erstatte den kirkelige Vielse, burde da, bortfalde og afløses af den samme Form, som vedtages for alle andre Ægteskaber. I det hele burde Afsluttelsen af det borgerlige Ægteskab vist nærmest ske under Formen af en Notarialforretning, hvorved de paagældende i Vidners Overværelse underskrev et Dokument,. som godt kunde indeholde en kort Redegørelse for de Pligter, de paagældende gensidig paatager sig lige overfor hinanden ved at indgaa Ægteskab.
Jeg skulde derfor tage meget fejl, om ikke det hele Ægteskabs-Spørgsmaal vilde kunne ordnes paa en meget let og simpel Maade, hvorved der var taget Hensyn til alle berettigede Interesser og „bestaaende Overbevisninger", og tillige Overgangen eller Forandringen gjort saa let og naturlig, at alt Anstød maatte falde bort, naar følgende Grundsætninger hævdedes:
1. Der indføres en almindelig, for alle fælles, borgerlig Form for Ægteskabs Indgaaelse. Denne giver vedkommende Ægteskab Retsgyldighed i Staten. Kirkelig Indvielse af det saaledes indgaaede Ægteskab bliver en frivillig Sag for dem, der ønsker den.
2. Ægteskabet indgaas efter forudgaaet offenlig Kundgørelse for det Steds Øvrighed, hvor Bruden har sit lovlige Ophold. Dog er Sognepræsterne saavel i Byerne som paa Landet berettigede til paa Øvrighedens Tegne at afslutte det borgerlige Ægteskab, naar enten begge de paagældende eller Bruden alene hører til Folkekirken, og Bruden har sit lovlige Ophold i Sognet.
3. De, der saaledes har indgaaet Ægteskab med hinanden, er berettigede til derefter at faa dette deres Ægteskab indviet og velsignet af hvilken som helst Præst i Folkekirken, de dertil kan formaa.
4. Den samme Ret som i Punkt 2 er givet Sognepræsterne i Folkekirken til paa Øvrighedens Vegne at afslutte det borgerlige Ægteskab, kan ogsaa gives Præsterne for de forskellige af Staten anerkendte Trossamfund for saadanne Personers Vedkommende, som tilhører de Trossamfund, for hvilke de er Præster.
5. Om ethvert af en Præst afsluttet borgerligt Ægteskab bliver der uopholdeligt at gøre Indberetning til Stedets Øvrighed, som har at indføre dette, saavelsom de Ægteskaber, den selv afslutter, i et Ægteskabs-Register, hvoraf lovformelig Udskrift fremtidig skal tjene som Bevis for Ægteskabets Indgaaelse i alle borgerlige Forhold. [Det rigtigste vilde vel være, om der tillige blev fastsat en bestemt Takst for Afsluttelse af det borgerlige Ægteskab, den samme, enten det sluttes af Øvrigheden eller af en Præst, og at det tillige blev bestemt, at der for kirkelig Vielse ej maatte kunne kræves nogen Betaling af Præsten, men at det dog ikke skulde være ham forment at modtage, hvad Ægtefolkene frivilligt, vilde yde ham].
Ved en saadan Ordning vil Principet: almindeligt borgerligt Ægteskab for alle være hævdet, og der vil dog i de allerfleste Tilfælde være givet de paagældende, som tillige ønsker kirkelig Vielse, Frihed til at lade Sognepræsten ogsaa afslutte det borgerlige Ægteskab imellem dem, inden han vier dem. Skulde de af en eller anden Grund ønske en anden Præst end Sognepræsten til at udføre den kirkelige Vielse, kan dette, naar de ej ønsker derom at forhandle med Sognepræsten eller ikke kan blive enig med ham, opnaas derved, at de indgaar deres Ægteskab for Øvrigheden, hvorefter det jo staar dem frit for at henvende sig til hvilken som helst Præst, de vil. Det samme maatte ogsaa gælde for fraskilte, hvem der jo saaledes heller ikke ubetinget nægtes Adgang til kirkelig Vielse, men lige overfor hvilke Præsterne stilles frit med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt de kan forene det med deres Samvittighed at indvie og velsigne et saadant Ægteskab. Endelig vil alle Statens Borgere, ligegyldigt hvilket Trossamfund de maatte tilhøre, med Hensyn til Ægteskabs Indgaaelse blive stillede lige, og dette forekommer mig ogsaa at være det ene rigtige og retfærdige i en fri Stat, hvor der er almindelig Religionsfrihed.
Lige overfor den Indvending, der ofte er bleven fremført, at Sagen endnu ikke skulde være moden til at gennemføres, fremhæver Dr. Starske vistnok med Rette, at skulde man vente, til alle følte Trangen eller havde Forstaaelsen af den, fik man aldrig noget gennemført. En Sag maa anses for moden, naar man finder den rette og mest hensigtsmæssige Maade at ordne den paa; saa kommer den i rette Tid og kan ogsaa vente at ville finde Tilslutning og Forstaaelse.
Alsted Præstegaard.
V. TOPSØE.