Hasle kirke
Sognekirken er nummer et
Naturligvis kan det være mest praktisk at blive gift i den kirke (bygning) man tilhører, fordi det er den man kender og den man benytter til søndagens- eller julens gudstjeneste. Og det er sansynligvis også den der ligger nærmest bopælen.
Hvilken kirke tilhører vi?
Alle sognekirker kan findes på sogneportalen, hvor det er muligt at finde den kirke der betjener det område man bor i. Der er også en oversigt over præster og andet personale i præstegården. Der er endvidere kort (til bryllupsinvitationen!)og meget relevant information til kirkelivet.
Hvilke udgifter er der til kirken?
I og med at være medlem af folkekirken (som en af parterne skal være for overhovedet at blive gift i folkekirken), betales kirkeskat og dette inkluderer muligheden for anvendelse af (sogne)kirken til alle kirkelige handlinger uden ekstra beregning.
Der kan dog komme en udgift til pyntning (blomster) af kirken. Hvilke traditioner der er omkring blomsterudpyntning er forskelligt fra kirke til kirke. Nogle steder er der en fri standardudpyntning fra kirken. Andre steder må man gerne selv blomsterpynte, evt. sammen med kirketjeneren. Der kan også være individuelle regler om at al udpyntning foretages af blomsterhandler/dekoratør. Under alle omstændigheder er det et emne der lige skal tales med kirketjeneren om.
Har man ønsket om en udpyntning af lidt større format, kan man være heldig hvis der er flere bryllupper samme dag. Så kan andre brudepar måske være med til at dele regningen (og være med i valget af blomster).