OM DET BORGERLIGE ÆGTESKAB af V. TOPSØE, Alsted Præstegaard.
Artikel i tidsskriftet TILSKUEREN, 1897.


I Tilskuerens Majhæfte for d. A. har Dr. phil. Starcke skrevet en Afhandling om det borgerlige Ægteskab, som vel kan siges at have aktuel Betydning med Hensyn til de Spørgsmaal, som det i Rigsdagen indbragte og behandlede Lovforslag om borgerligt Ægteskabs Indførelse har fremkaldt. Han giver en i det hele meget indgaaende og lærerig Fremstilling af det hele Ægteskabs Spørgsmaal, saaledes som det har udviklet sig gennem Tiderne og formet sig i de forskellige Landes Lovgivning. Han erkender det som noget ejendommeligt for Danmark, at det særlig er i de kirkelige Krese, at man har taget Ordet for Indførelse af en almindelig borgerlig Form for Ægteskabs Indgaaelse og for at gøre den kirkelige Vielse til en frivillig Sag, fordi det er den eneste Maade, hvorpaa Forargelse kan undgaas, og hvorved der kan blive Sandhed og Velsignelse ved den kirkelige Vielse, naar denne ikke paatvinges nogen. Han hævder med Rette, at Staten maa kræve, at alle de Ægteskaber, den anerkender, stilles paa lige Fod, saa der ej bliver to Slags Ægteskaber, et mere og et mindre sømmeligt; men medens han vel nok uden Tvivl helst ønsker obligatorisk borgerligt Ægteskab indført, synes han dog at være villig til at gaa ind paa det saakaldte fakultative (valgfri) borgerlige Ægteskab, idet han mener, at dette vil krænke Samvittighederne og „alle bestaaende Overbevisninger” mindst, og at selve de, Ceremonier, hvorved Ægteskabet stiftes, ej kan interessere Staten.

Der er i denne Betragtning noget, hvori jeg ganske kan være enig med Dr. Starcke. Jeg mener ogsaa, at man bør tage Hensyn til og saavidt muligt undgaa at krænke „alle bestaaende Overbevisninger”, selv om enkelte af disse maaske ved nærmere Eftersyn vil vise sig at være Fordomme. Jeg mener saaledes, at det vistnok har skadet Sagen, naar der er talt saa meget om „tvungent” borgerligt Ægteskab, saa det har faaet Udseende af, at nu skulde man for Fremtiden have tvungent borgerligt Ægteskab, medens man tidligere havde tvungent kirkeligt Ægteskab, thi skønt der vel nok kan siges at være mere Berettigelse for Tvang paa det borgerlige Omraade end paa det kirkelige, har dog dette Udtryk vistnok hjulpet til at stille det borgerlige Ægteskab i et mindre godt Lys hos mange, der ej tænker nøjere over Sagen. Det var vist bedre, om man kunde enes om at bruge Udtrykket: almindeligt borgerligt Ægteskab, eller: almindelig borgerlig Form for Ægteskabs Indgaaelse; deri vilde der tillige ligge en Forklaring af, hvad man tilsigter med den Forandring, man ønsker.

Men naar Dr. Starcke som den Udvej, der vilde krænke de bestaaende Overbevisninger mindst, peger paa Indførelse af fakultativt borgerligt Ægteskab, saa synes denne netop at medføre den Mislighed, som han fremfor alt vil undgaa, nemlig at den vil skabe to Slags Ægteskaber, thi selv om disse af Lovgivningen og lige overfor Staten stilles lige og det nok saa meget hævdes, at borgerligt Ægteskab ej maa udelukke nogen fra at være Medlem af Folkekirken og nyde dens Goder, vil der dog altid i det almindelige Omdømme gøre sig den Anskuelse gældende, at det saakaldte kirkelige Ægteskab er finere end det borgerlige.

Det turde vel overhovedet være tvivlsomt, om man med Rette kan tale om to Slags Ægteskaber og skelne mellem borgerligt og kirkeligt Ægteskab. Ægteskabet er dog, set fra sin fænomenale Side, som Luther hævder, en verdslig Ting; i Virkeligheden er alle Ægteskaber borgerlige. Det Ægteskab, vi i Almindelighed har her i Landet, er i Grunden ogsaa et borgerligt Ægteskab omend med (tvungne) kirkelige Former, som Staten har legaliseret. Vi har her atter et af de Tilfælde, hvor en uheldig og unøjagtig Sprogbrug har forvirret Begreberne og sammenblandet det borgerlige og det kirkelige, thi i Grunden er det lige saa ukorrekt at tale om „kirkeligt” Ægteskab som om „borgerlig” Vielse. Ægteskabet i sig selv er altid borgerligt, selv om det sluttes i en Kirke og med kirkelige Former. Det er kun „Vielsen”, der er kirkelig i Ordets rette Betydning.

Men naar det er saaledes, da maa det ogsaa bestemt hævdes, at der kun bør være én lovgyldig Form for Indgaaelse af Ægteskab, gældende for alle, nemlig en borgerlig, og at det ogsaa nærmest maa tilkomme Øvrigheden som Statens Repræsentant at erklære Ægteskabet for sluttet eller legalisere det; og deri er der jo intet, der strider mod Kristendommen, al deri Stund vi kristne jo ogsaa tror, at Øvrigheden er Guds Anordning.
Læs mere


Lige overfor den Indvending, der ofte er bleven fremført, at Sagen endnu ikke skulde være moden til at gennemføres, fremhæver Dr. Starske vistnok med Rette, at skulde man vente, til alle følte Trangen eller havde Forstaaelsen af den, fik man aldrig noget gennemført. En Sag maa anses for moden, naar man finder den rette og mest hensigtsmæssige Maade at ordne den paa; saa kommer den i rette Tid og kan ogsaa vente at ville finde Tilslutning og Forstaaelse.
Alsted Præstegaard.
V. TOPSØE.