BORGERLIGT ÆGTESKAB af C. N. STARCKE.
Artikel i tidsskriftet TILSKUEREN, maj 1897.


Denne artikel er fra før borgerlig vielse blev en reel mulighed; blev først lovfæstet i 1921. Fra 1851 kunne man dog som følge af grundlovens religionsfrihed få en vielse udefor folkekirkens monopol.


1) Vielsens Betydning for Staten og for Kirken.
2) Vielsens Form og Samvittighedsfriheden.
3) Det borgerlige Ægteskabs Stilling her hjemme hos os.

EN uheldige Skæbne , som Dhrr. Høgsbroes og Christensens Forslag om Indførelse af tvungent borgerligt Ægteskab har haft i den sidste Rigsdagssamling, kan give Anledning til forskellige, lidet opmuntrende Betragtninger, fordi man skulde synes, at det maatte være let at enes om en Reform, som man i de fleste andre Lande for længst har indset Nødvendigheden af og ogsaa gennemført. Ganske vist har det nævnte Forslag om en Reform i vor Lovgivning angaaende Ægteskabsstiftelsen haft særlige Vanskeligheder at kæmpe med, idet det blev kædet sammen med et andet Forslag af langt mere indgribende Betydning og af langt mere tvivlsom Berettigelse, nemlig Forslaget om tvungne Ægtepagter i Stedet for frivillige, og det Ægtepagter, hvorved man ikke som nu blot ordner Formuesforholdet mellem Ægtefællerne, men ogsaa skulde kunne ordne det personlige Myndighedsforhold imellem dem.

Tvungne Ægtepagter findes ingen Steder, og et Forslag af denne Natur faar derved let en saa teoretisk Karakter, at man kan forstaa, at praktiske Folk faar Betænkeligheder. At ville løse de svævende Spørgsmaal om Ægtefællers indbyrdes Forhold ved tvungne Ægtepagter med frivilligt Indhold, kan faa Udseende af at være en Opgivelse af hele Ævred; thi man tvinger da Folk til at anstille Overvejelser, som de allerfleste er ude af Stand til at føre til Ende (smlgn. H. Holm: Folketingstidende 1896-97. Sp. 4130); man giver Vilkaarlighed og Tilfældighed det frieste Spillerum. Vi kan kun beklage, at man har lagt Forslaget om det borgerlige Ægteskab unødige Hindringer i Vejen ved at forbinde det med et saa tvivlsomt Forslag af helt anden Art; men for øvrigt kan det ikke nægtes at den hele stedfundne Forhandling viser, at Reformen om det borgerlige Ægteskab ogsaa uden en saadan Sammenknytning med Ægtepagtsbestemmelser vilde have været uigennemførlig. Og det er især dette efter min Mening særdeles sørgelige Faktum, som giver mig Anledning til at fremsætte nedenstaaende Bemærkninger. Thi enten maa de, der mener, at den nævnte Reform ikke skulde være moden her hjemme, se mærkværdig fejl, eller ogsaa maa Forholdene her være af en saa besynderlig Beskaffenhed, at det nok var værd at faa Klarhed over, hvorledes det kan være, at det borgerlige Ægteskab, som andre Stater har anset for en nødvendig og værdig Anordning, her hjemme hverken skulde være det ene eller det andet.

De Indvendinger, hvormed Forslaget er blevet mødt i Rigsdagen og vel ogsaa hos mange Privatfolk, samler sig om, at der fra Statens Side ikke foreligger nogen Grund til at forlange nogen anden Vielsesform end den, som Kirken ud fra sin Lære anser for nødvendig; og at Staten overhovedet maa give Kirken Medhold at denne for sine egne Medlemmers Vedkommende anser et borgerligt Ægteskab som ufyldestgørende. Kultusministeren har netop begrundet sin Modstand mod Reformen paa disse to Grunde. „En Forandring som denne (d. v. s. Indførelse af obligatorisk borgerligt Ægteskab), sagde han, er ubetimelig, saa længe den ikke bæres frem af Sympati eller i alt Fald af Forstaaelse hos den store Del af Befolkningen… En Nødvendighed for at gennemføre denne Reform kan jo dog først foreligge , naar der viser sig uløselige Kollisioner mellem Statens og Kirkens Fordringer til Ægteskabets Stiftelse, og at saadanne Kollisioner hidtil foreligger, vil jeg meget bestemt benægte… Man kan dog kun uegenlig tale om nogen virkelig Tvang, saa længe vor Lovgivning kender en Maade at gaa uden om Kirken paa for dem, der ikke vil have med Kirken at gøre, nemlig Udtrædelse af Folkekirken. Dem, der ønsker at blive i Folkekirken, men som nærer Uvilje mod den kirkelige Vielse af rituelle Hensyn, kan man jo imødekomme ved en hensigtsmæssig Forandring i Ritualet, og i saa Henseende har jeg jo erklæret, at paa dette Omraade er der Reformer at foretage, til hvis Gennem førelse jeg for mit Vedkommende gerne vil gøre, hvad jeg kan” (Folketingstidende 1896-97. Sp. 4167. 4169). Det er det i disse Betragtninger indeholdte Grundsyn, som jeg mener fortjener en nærmere Prøvelse. Hvad jeg har at sige, vil jeg samle under følgende Punkter:

1) Vielsens Betydning for Staten og for Kirken.
2) Vielsens Form og Samvittighedsfriheden.
3) Det borgerlige Ægteskabs Stilling her hjemme hos os.

***

1. Vielsens Betydning for Staten og for Kirken.
For Staten er det ikke vanskeligt at se, at dens Interesse for Vielsen som den ægteskabsstiftende Handling udelukkende bestaar i, at den maa forlange, at intet Ægteskab bliver sluttet, for hvilket der staar saadanne Hindringer i Vejen, at de, om de senere opdages, medfører Ægteskabets Annulering; at ethvert sluttet Ægteskab senere hen let og sikkert kan konstateres; og at Vielsen giver¢ Ægteskabet den Værdighed, hvormed man ønsker, at det skal være udrustet i Ægtefællernes Øjne. Derfor forlanger Staten, at Ægtefællernes Forhold skal oplyses, inden Ægteskabet stiftes, at Ægteskabet skal indregistreres, og at Ægtefællerne faar fuld Oplysning om den Rækkevidde, som den ægteskabelige Forbindelse har for deres Personer. I Rom bestemte Staten meget nøje Betingelserne og Hindringerne for et Ægteskab og ligeledes dets Følger; men derimod fandtes der ingen Bestemmelse om, ved hvilken Handling Ægteskabet skulde anses for at være stiftet; Parrets gensidige Vilje ansaas for at være den ægteskabsstiftende Betingelse, men selve Ægteskabets Virkelighed maatte for Retten i Tvivlstilfælde bevises som en anden Kendsgerning. De moderne Stater har for at undgaa alle de Ulemper, som dette kunde give, netop fastsat en bestemt Stiftelsesakt, hvis Fuldbyrdelse er let at bevidne.

Vanskeligere er det derimod at gøre Rede for Vielsens Betydning i Kirkens Øjne. At den Mening nu om Stunder er vidt udbredt blandt Folkene, at Kirkevielsen har en særlig religiøs Betydning som ægteskabsstiftende Handling, kan der ikke være nogen Tvivl om. Men lige saa lidt Tvivl kan der være om, at dette ikke altid har været saaledes; og derfor kan man rejse det Spørgsmaal, hvilken Opfattelse der er den rette, d. v. s. hvilken Betydning man rettelig bør tilskrive Kirkevielsen.
Læs mere

2. Vielsens Form og Samvittighedsfriheden.
Det borgerlige Ægteskab er i vor Tid trængt igennem i saa mange Lande, fordi det betegner Samvittighedsfrihedens Sag. Staten har kun med Borgere at gøre og ikke med kirkelige Menighedsmedlemmer; ingen maa paa Grund af sin religiøse Overbevisning lide noget Skaar i Nydelsen af alle politiske og borgerlige Rettigheder. For vore Forhold her hjemme vil det særlig være af Interesse at betragte den Udvikling, som har fundet Sted i England og Tyskland og der ført til Indførelsen af borgerligt Ægteskab.
Læs mere

3. Det borgerlige Ægteskabs Stilling hos os.
Den obligatoriske Kirkevielse kunde ikke opretholdes her hjemme, efter at Grundloven havde givet alle Borgere lige politiske og borgerlige Rettigheder uden Hensyn til Trosbekendelse (nuværende Grundlov § 79). I fuld Overensstemmelse med den af Grundloven skabte Situation fremsatte Højesteretsassessor Spandet et Forslag om Indførelsen af fakultativt borgerligt Ægteskab, men den Lov, som d. 13de April 1851 udkom herom, hjemlede kun et Nødcivilægteskab for dem, der ikke hører til Folkekirken eller et anerkendt Trossamfund, og for dem, hvor en af Parterne ikke hører til et saadant Samfund. Spandets Forslag mødte baade i Tinget, i de højeste Krese og i den offenlige Mening en stærk Modstand som en ugudelig Foranstaltning, der vilde undergrave Ægteskabets Hellighed og Fasthed. „Det er utroligt, skriver i den Anledning Dr. Rudelbachi sit lille Skrift om borgerligt Ægteskab (1851), i hvilken Grad man kan echauffere sig, naar man er uvidende om Sagens historiske Forhold og tillige afser fra Jesu Kristi Riges Vilkaar paa Jorden. Vidnesbyrd herom giver en Mængde Opsatser angaaende Civilægteskabet i vore Dagblade, der vel paa den ene Side stiller et ikke ugunstigt Perspektiv for det vordende Forhold mellem det kirkelige Ægteskab og det borgerlige Ægteskab, hvis det sidstnævnte skulde blive indført, men paa den anden Side, blottede for historisk Kundskab og kirkelig Takt, dog gør alt for mange Slag i Luften”.
Læs mere

Den nuværende Tilstand er uværdig for alle Parter, og en Reform i Retning af fuld Ligestilling af det kirkelige og borgerlige Ægteskab er nødvendig. Forhaabenlig vil det ikke vare længe, inden der atter paa Rigsdagen fremkommer Forslag om at ordne denne Sag og da i en saadan Form, at dets Gennemførelse vil kunne sikres.
C. N. STARCKE.