AF ÆGTESKABETS HISTORIE Af C. W. WESTRUP
Tidsskriftet TILSKUEREN, 1921.


*
SAA langt vi kan se tilbage, hviler Familien paa et varigt, retsordnet Forhold mellem Mand og Kvinde. Overalt møder vi Ægteskabet som Familiens juridiske Grundlag. Om de Motiver, hvoraf denne Samlivsform oprindelig er opstaaet, er vi kun gennem væsentlig psykologiske Betragtninger i Stand til at danne os visse Formodninger. At Elskovsfølelsen allerede har været kendt hos Urtidens primitive Folk og ikke har været uden Indflydelse paa Udviklingen af et fastere ordnet Familieliv, tør næppe bestrides. Men den Betydning, den kan have haft i sine elementære Former som overvejende fysisk bestemt Følelsesfænomen, er af ældre Sociologer sikkert blevet overdrevet. En erotisk Følelse som væsentlig seksuel Trang har utvivlsomt lige saa lidt som det blotte Kønsinstinkt været det egentlig konstitutive i Ægteskabets Stiftelse. For at tilfredsstille det fysiske Instinkt, behøver primitive Folk, som Starcke i sine grundlæggende Undersøgelser over Familiens Oprindelse med Rette har gjort gældende, ikke at skabe en særlig Retsinstitutions – (jvf C. N. Starcke, Die primitive Familie, Leipzig 1888. Cfr. Harald Høffding, Tilskueren 1888 P. 787 ff.)- Paa lavere sociale Udviklingstrin er det sanselige Begær let at tilfredsstille, da den individuelle Frihed er ret ubegrænset. Det er vel endog tvivlsomt, om selve de Naturtilskyndelser, der uvilkaarlig fører Mand og Kvinde sammen, overhovedet er egnede til at danne Grundlaget for en varig Forbindelse. Den erotiske Følelse i sine primitive Former er i sit Væsen ubestandig og fordrer Afveksling. Først naar den paa et højere Kulturtrin forædles gennem Optagelse af aandelige Elementer, besidder den den Fasthed og Styrke, uden hvilken den er ude af Stand til at bære et varigt Samliv. Det er utvivlsomt andre Grunde, der fra først af har ført til at stifte Ægteskabet.

Betragter vi Nutidens primitive Folkeslag, ser vi overalt, at det ikke er erotiske men sociale, væsentlig økonomiske Motiver, der er bestemmende ved Indgaaelse af Ægteskab. Hvad der blandt de civiliserede Folkeslag indenfor visse Samfundsklasser, navnlig blandt Bønderne, ikke er usædvanligt, at Ægteskabet betragtes som et naturligt Middel til at skaffe sig økonomisk Fordel, er hos uciviliserede eller halvt civiliserede Folk det almindelige. For Brudgommen gælder det først og fremmest om at erhverve en værdifuld Medhjælp i Bedriften, en velegnet Husholderske eller, hvor Flerkoneri er herskende, en Slavinde. Ved Valget af en Hustru ses mere paa Brugbarheden som Arbejdskraft end paa Skønheden.

Læs mere

Med den faste Bosidden faar Ægteskabet et andet og højere Maal end blot at tilfredsstille Familiefaderens personlige Behov. Jordens Dyrkning kræver forøget Arbejdskraft. En talrig Børneflok er da først og fremmest praktisk nødvendig. Døtrene er dernæst tillige en værdifuld Indtægtskilde. Ved Bortgiftning vil de i Brudepris kunne indbringe Husfaderen økonomiske Fordele. Ønsket om et talrigt Afkom har imidlertid et videre Formaal. At efterlade sig ægtefødte Sønner er religiøst og socialt af den største Betydning. Med den faste Bosidden, der førte til, at de døde blev begravede i Familiens egen Jord, oprindelig vistnok i deres eget Hus under Husets Tærskel, havde der af den primitive Sjæledyrkelse udviklet sig Forfcedrekulien. Den, der døde sønneløs, var fordømt til evig Hunger. Men ogsaa af en anden Grund var det af Betydning at efterlade sig ægtefødte Sønner. Under de primitive Samfundsforhold, der ikke kendte en offentlig Myndighed til Beskyttelse af den Enkeltes personlige Sikkerhed, maatte den nærmeste Slægt forene sig til gensidig Sikring af Liv og Velfærd. I den forhistoriske Tid har det overalt hos de ariske Folk Utvivlsomt paahvilet Slægten som en Ret og som en solidarisk Pligt at hævne en begaaet Bloddaad. Og denne Blodhævnspligt, som er den Kim, hvoraf al senere Strafferet har udviklet sig, og som hos enkelte Folk har holdt sig ned til vor Tid, var ikke blot socialt en praktisk Nødvendighed. De gamle Ariers ejendommelige religiøse Forestillinger om Sjælens Udødelighed gjorde den til en ubrødelig sakral Forpligtelse. Skulde den dræbtes Sjæl finde Fred i Graven, maatte Bloddaaden hævnes. I Njåls Saga vælger Njåll Døden, da han ikke ser sig i Stand til at hævne sine dræbte Sønner. Men den, der ikke efterlod sig ægtefødt Afkom, havde i Livet ingen sikker Beskytter og i Døden ingen Hævner. I de nordiske Sagn stiger den dræbte Helt op af Graven for med sin Enke at avle en Søn, der kan hævne hans Drab.

Familien stiftes for at forplante Slægten. I de ældste indiske Kilder, i de vediske Hymner benævnes Hustruen jaya „den der føder”. Den samme Grundbetydning har det i de gammelattiske Love og i Gravindskrifterne almindelig anvendte Udtryk for Ægtehustruen gyne.
I Homers Iliade betegnes Protesilaos’ barnløse Hus som hemiteles „halvfuldendt”. For Grækerne var Ægteskabet „Fuldendelsen” (telos) af alt menneskeligt Liv. Den samme Tanke møder vi i en i Filadelfia funden Gravskrift, hvor den unge døde Hustru beklages, fordi hun har maattet efterlade sit „Brudekammer halvfuldendt” – ( jvf. Hruza, Die Ehebegrundung nach attischem Rechte 129 ff.).

Læs mere

Forskellige sociale Motiver, økonomiske og politiske, kan nu hos enkelte ariske Folk have ført til, at Polygami blev Skik indenfor visse Dele eller Klasser af Befolkningen. Større Rigdom paa Kvæg eller Jord kan have krævet mere Arbejdskraft eller mere Tilsyn. Den rige købte sig derfor ofte to eller flere Hustruer. Mange Hustruer blev et Vidnesbyrd om Magt og Anseelse. Af isolerede Tilfælde af Polygami kan da under særlige Forhold efterhaanden have udviklet sig en almindelig, social anerkendt Institution. Politiske Hensyn, dynastiske Interesser kan dernæst have gjort det ønskeligt samtidig at knytte en Række ægteskabelige Forbindelser. Endelig kan religiøse Grunde i enkelte Tilfælde have motiveret en Fravigelse fra den Regel, at en Mand kun havde een Hustru. Da Frembringelsen af et ægtefødt Afkom, navnlig af Hensyn til Slægtskultens Fortsættelse, var en sakral Nødvendighed, er det ikke usandsynligt, at Hustruens Ufrugtbarhed trods Ægteskabets monogamiske Karakter har gjort det til en Ret, maaske endog til en Pligt enten at forstøde hende og indgag nyt Ægteskab eller — i Lighed med hvad der var Tilfældet hos de gamle Babyloniere’ (jvf. Hammurabis Love § 145. Et ret analogt Forhold træffer vi i israelitisk Ret. (1. Moseb. 16.2).) — uden at lade sig skille at tage en anden Ægtehustru. Endnu i vore Dage kendes foruden hos Inderne et saadant betingelsesvist anerkendt Bigami hos Sydslaverne.

Læs mere

***
De Motiver, der hos vore Stamfædre førte Mand og Kvinde til at stifte Ægteskabet, blev i deres videre Udformning ogsaa bestemmende for Forholdets Juridiske” Karakter. Ægteskabet fremtraadte ikke — i alt Fald ikke først og fremmest — som et personligt Livsforhold. Medens vi i de ariske Enkeltsprog har Ord af utvivlsom fællesarisk Oprindelse for „Fader” og „Moder”, findes — som alle rede Aristoteles (Poiitika 13.) for græsk Sprogs Vedkommende har gjort opmærksom paa — betegnende nok intet gammelt Ord for Forholdet mellem Mand og Hustru. Indgaaelse af Ægteskab var et Slægt s- anliggende. Der spurgtes ikke om Brudefolkenes Ønsker og Vilje, men om Slægtens Trivsel og Fremgang, dens økonomiske og religiøse Interesser. Om denne Opfattelse af Ægteskabet som et i sit Væsen upersonligt Forhold har vi paa germansk Retsomraade et mærkeligt historisk Vidnesbyrd hos Tacitus i hans Skildring af de gamle Germaner. Den Germanske Kvinde, hedder det, tager kun een Mand til Ægte ligesom hun kun har eet Legeme og eet Liv, for at det ikke skal være Manden, hun elsker, men Ægteskabet (Germania XIX.). Og den Pagt, der stiftedes, oprettedes ikke mellem Brudgom og Brud, men mellem Brudgommens og Brudens Slægter. Endnu hos de gamle Nordboere betegnes Ægteskabet som et Foreningsbaand (tengoir) mellem Ætterne. I den islandske Ættesaga om Eyrbyggerne hedder det, om Viga-Styrs Bortfæstning af sin Datter Asdis til Snorre Gode, at det mentes, at ved denne Forbindelse og det derved stiftede Svogerskab var begge Slægter blevne stærkere (cap. 28.). Hos de ariske Folk har det aabenbart i den ældste Tid været en almindelig Skik, at hele Slægten
i visse Tilfælde traadte sammen til Raadslagning. I Landsbyens Forsamlingshus er rimeligvis oprindelig alle vigtige fælles Anliggender blevne drøftede. Og her for den forsamlede Slægt er da sikkert ogsaa enkelte, økonomisk eller religiøst, særlig betydningsfulde familieretlige Handlinger blevne foretagne. Rester heraf er udtrykkelig bevidnet hos Germanerne. Ved Stiftelse af Ægteskab, berettes det saaledes af Tacitus, var saavel Brudgommens som Brudens Slægt. til Stede for at meddele deres Samtykke (Germania cap. XVIII.).

Denne Opfattelse af Ægteskabet som et vigtigt Slægtsanliggende blev atter bestemmende for de ydre Former, hvorunder Ægteskabet stiftedes. Var Ægteskabet for Slægtsforplantningens Skyld en økonomisk og sakral Nødvendighed, maatte det stiftes under bestemte Former, der kunde gøre dets Indgaaelse notorisk. Og Formaalets væsentlig religiose Karakter maatte føre til, at disse Former fik et sakralt Præg. Overalt blandt de ariske Folk var Ægteskabets Stiftelse i den ældste Tid ledsaget af højtidelige Ceremonier. Og saavel Trolovelsen, hvorved Ægteskabet under Fastsættelse af Brudeprisens Størrelse — sikkert oprindelig stiftedes, som Brudens Overdragelse og Hjemførelse, hvorved „Kobet” faktisk fuldbyrdedes, synes at have været omgivet af en sakral Ritus. Selv hos de germanske Folk, hvor Ægteskabet tidlig antog en rent verdslig Karakter, finder vi i den hedenske Tid Forholdet mellem Mand og Hustru stillet under Gudernes Beskyttelse og dets Stiftelse ledsaget af religiøse Ceremonier. I Gylfagining hedder det om Asynjen Vaar, at hun hører paa de Aftaler, som Mænd og Kvinder indgaar med hinanden, og straffer dem, der sviger deres Ord (pap. 34. i Finnur Jonssons Oversættelse). Og i den fra Thrymskviden kendte oldnordiske Skik at lægge Thors Hammer, Frugtbarhedens Tegn, i Brudens Skød har vi utvivlsomt en gammel religiøs Bruderitus. „Vie os sammen i Vaars Navn” beder Tursefyrsten (Thrymskvida, Strofe 32.). I det af Adam af Bremen omtalte Brudeoffer til Freja og i den fællesgermanske choriske Brudesang har nyere Forskere ligeledes ment at finde Rester af tidligere Tiders religiøse Skikke.

Var endvidere Slægtens Fortsættelse Ægteskabets Maal og det at dø uden at efterlade sig ægtefødte Sønner det usaligste af alt, maatte der gives Mand og Hustru Retsmidler til at afværge den Ulykke et sønneløst Ægteskab vilde bringe over Slægten. Hos Inderne og Grækerne træffer vi ret overensstemmende den Skik, at Faderen der kun havde Døtre, bortgiftede en Datter, „Arvedatteren” [Indernes putrika (af putra „Søn”), Grækernes epikleros (af kleros „Arvelod”)], under den udtrykkelige Betingelse, at den Søn, hun maatte føde, galdt for hans egen. Som ægtefødt Søn fortsatte han Slægten og varetog Forfædre- kulten. Frembærende Brændeofre til Agni og Prajapati, Arneildens og Avlingens Guder, overgiver den indiske Familiefader sin „broder- løse” Datter til Brudgommen med Ordene : „Hvad du foder (af Sønner) skal tilkomme mig.” — ,Jeg skænker dig denne broderløse Pige, prydet med Smykker [bryllupsklædt], hedder det i en anden indisk Formel. Den Søn, hun maa føde, skal være min Søn og bringe mig Dødsofrene”.

Læs mere

Ægteskabet skyldte vel utvivlsomt overvejende økonomiske Grunde sin Oprindelse. Men Motiverne til dets første kulturelle Udformning maa vi søge i de gamle Ariers Forestillinger om Sjælens Udødelighed. Sjælen tænktes at fortsætte sit Liv efter Døden. Men denne fortsatte Tilværelse var betinget af, at de Efterlevende paa rette Maade bragte Dødsofrene. Dette kunde imidlertid kun ægtefødt mandligt Afkom. Og allerede derfor var Sønner avlede i retmæssigt Ægteskab nødvendigt. „Maatte der bestandig paa vor Stamme”, beder i Manus Lovbog de henfarne „Fædre”, „fremspire Sønner, som gennem Tiderne kan ofre os Mælkeris, Honning og klart Smør.” Men, som vi tydelig ser det hos Inderne og Grækerne, var denne Udødelighedstro ført videre. Den Enkeltes Liv tænktes ligesom fortsat i Slægten. Menneskets (mandlige) Afkom var dets Udødelighed. „I Dine Efterkommere”, stod der i Rigveda, „bliver du genfødt. Dette, oh dødelige! er Din Udødelighed [Apastamba 1i 9,24, 1-4. Leist, Altarisches jus gentiurn 98.]. Og i Aischylos’ Choephorerne hedder det, at naar blot Slægten ikke gaar til Grunde, er ingen død, selv om han dør. „Thi Børnene er den døde Faders frelsende Eftermæle [Vers 503.]. Retmæssig fødte Sønner var da ikke blot en Forudsætning for Fædrenes himmelske Salighed. Ægtefødt Afkom forplantede og øgede de bortgangnes jordiske Ry. Forholdet mellem Mand og Hustru fik herved en religiøs Indvielse. Gennem retmæssigt Ægteskab at sikre Slægtens Udødelighed blev for de Efterlevende en hellig Pigt. Og saa helt fremmed for moderne Forestillinger er de Gamles Betragtning ikke heller. Vi genfinder den hos de nyere Tiders største Tænkere. I et af Montaignes Essais ;edder det saaledes : On ne se marie pas pour soi, quoi qu’on dit, on se marie autant ou plus pour sa postrite, pour sa famille. Og endnu den Dag i Dag lever i mangt et Menneskes Sind bevidst eller ubevidst den Tanke gennem Ægteskab at forplante Slægtens Navn. „Dine Efterkommere, oh dødelige, er Din Udødelighed.”